Håndboldlandshold
Herrehåndboldlandsholdet spiller tre kampe i Island
De islandske U20 og U18 landshold venter i weekenden
Det er virkelig stærke modstandere, som landsholdet skal spille mod. Især i de to kampe mod Islands U20 landshold kommer de grønlandske spillere på hårdt arbejde.
Flere af de islandske spillere har allerede gjort sig fordelagtigt bemærket på seniorniveau. Foreløbig skal to af de største islandske talenter fra næste sæsons begyndelse være at finde i klubber uden for Island.
Læs: Herrelandsholdet til VM-kvalifikationsturnering
Fortrøstningsfuld landstræner
I en samtale med Sermitsiaq.AG siger landstræner Niels Møller, at det er rigtig godt at spille mod stærke modstandere.
- I planlægningen frem mod De Panamerikanske Mesterskaber i Argentina i midten af juni, er vi ved at være lidt pressede. Vi havde jo regnet med at spille en hård kvalifikationsturnering i Alabama i USA om adgangen til turneringen i Argentina. Desværre blev denne turnering aflyst, da to nationer trak deres mandskaber ud af turneringen.
- Det har selvfølgelig været svært at finde gode træningsmodstandere. Turneringerne i for eksempel i Danmark er jo endnu ikke afsluttet. Derfor er det helt perfekt, at vi nu får mulighed for at spille tre kampe på Island, som en god erstatning for turneringen i USA. Under opholdet på Island bor spillerne i Hafnarfjordur.
Se billeder: Landstræner overrasker med valg af GOG-spiller
Godt for de unge spillere
Landstræner Niels Møller er også meget tilfreds med, at Grønlands mange unge spillere nu får mulighed for at måle sig med de islandske spillere, der alle er på vej mod internationalt niveau.
Efter Island
Skal Grønland gøre en god figur ved De Panamerikanske Mesterskaber i Argentina, kræver det dog yderligere en samling eller to inden afrejsen. På nuværende tidspunkt er der ingen aftaler på plads.