håndbold
Her er håndboldkvindernes målsætning i Puerto Rico
Det grønlandske kvindelandshold i håndbold spiller deres første kamp ved Norca-turneringen torsdag
- Vi skal være blandt de tre bedste hold.
Sådan siger kvindernes landstræner i håndbold, Johannes Groth, forud for holdets første kamp ved Norca-turneringen, der skal spilles i Puerto Rico fra i morgen, torsdag.
Turneringen er kvalifikationsturnering til De Pan Amerikanske Mesterskaber, der skal spilles til sommer i Canada.
Tre hold fra Norca-turneringen i Puerto Rico kvalificerer sig til De Pan Amerikanske Mesterskaber, og målet for kvindelandsholdet er at deltage ved sommerens Pan Amerikanske Mesterskaber, siger Johannes Groth.
- Vi har arbejdet målrettet, så derfor vil det ikke være tilfredstillende hvis ikke vi ryger videre til turneringen i Canada, siger han til Sermitsiaq.AG.
Læs: Kvindernes landshold i håndbold er udtaget
Er i bedre form
- Det kan godt tyde på, at kampene kan blive rigtig tætte. Så det er spændende, siger Johannes Groth, der fremhæver, at holdet er i bedre form end for to år siden.
- Det er jo ikke kun det her hold. Mange indenfor 35 mands truppen har arbejdet, som har skabt en konkurrence-ånd. Det gør jo selvfølgelig, at spillerne har ydet noget mere end tidligere, og det kan man se. Selvfølgelig er vi spændte op til turneringsstarten, men jeg er sikker på, at vi kan vende det til det positive og bruge det, siger han.
Varmen kan drille
Og det varmere klima i Puerto Rico kan blive en udfordring for spillerne, siger han.
- Men vi begynder at få styr på det. Højt væskeindtag, samt balance med sukker og salt er vigtigt for spillerne. Der samarbejder vi godt med vores fysioterapeut Berit Duus, påpeger han.
- Hvordan forbereder I jer op til turneringsstarten?
- Vi slutter altid dagen af med et møde. Snakker om dagen og træningen og hvis der er andre yderligere ting der skal vendes. Lederne præsenterer hvad der kommer til at ske i den kommende dag, på et skemalagt program. Så spillerne følger et dagsprogram, med to træninger, hviletider, og selvfølgelig mad tider. Om aftenen laver vi gerne et sjovt indslag, hvor vi som gruppe hygger os. Men dagen går lynhurtigt, også når man følger denne skema. Torsdag nærmer sig hastigt, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang. Vi går efter et godt resultat i turneringen, lyder det fra landstræner Johannes Groth.
Norca-turneringen slutter med placeringskampe den 3. april.
Landsholdets kampe (i grønlandsk tid):
- Torsdag klokken 19.30: Den Dominikanske Republik
- Fredag klokken 19.30: USA
- Lørdag klokken 21.30: Puerto Rico
- Søndag: Semifinale
- Mandag: Placeringskamp
Læs: Najaaja A. Lyberth bliver anfører