Håndboldligaen i sigte for GOG

Med cheftræner Jakob Larsen i spidsen er GOGs mission om oprykning til Håndboldligaen ved at lykkes

GOG-cheftræner Jakob Larsen har Håndboldligaen i sigte. Foto: Knud Fl. Larsen
Offentliggjort

Efter endnu en fornem indsats torsdag aften i en fyldt hal i Gudme, hvor 1. divisions nummer to Ajax København måtte overgive sig til overmagten, mangler GOG nu kun tre point i de sidste fem kampe for at oprykningen kan fejres.

De 1454 tilskuere, der var på plads i GOG Arena, måtte mange gange i løbet af kampen op at stå og takfast klappe af hjemmeholdets flotte præstationer på banen. Især høstede GOG-målmanden Kevin Møller stort bifald med to scoringer direkte på udkast.

GOG vandt 29-24 efter 15-9 ved pausen. Ajax København var i begyndelsen af 2. halvleg ved at indhente GOG, men så strammede fynboerne grebet om kampen og vandt en sikker sejr.

Sikker på oprykning
- Som sædvanlig ydede alle en meget flot indsats. Vi får hele holdet i spil, og vores 29 mål er fordelt på 10 spillere, og bedre kan det næste ikke være, sagde en glad Jakob Larsen efter kampen og fortsatte:

- Kampen viser også, at vi kommer langt, når vi spiller bredt og bruger hele holdet. Og så det rigtig dejligt at se, at vi får fuld valuta for de mange timer, vi har brugt i styrketræningslokalerne.

- Jeg er nu 99 procent sikker på, at vi rykker op.

Minik Dahl Høegh scorede tre mål.

GOG tilbage
Fyldte parkeringspladser, 400 sponsorer til spisning før kampen, en fyldt hal med den gode gamle GOG-stemning og ikke mindst flot og meget underholdende håndboldspil har igen fået fynboerne til at tale om herrehåndbold.

GOG gik for tre år siden konkurs og blev tvangsnedrykket til 2. division. Målsætningen med trofaste sponsorers hjælp om tilbagevenden til landets bedste håndboldrække er næsten indfriet og så i et jubilæumsår.

GOG fejrer senere i år 40-års jubilæum.

Powered by Labrador CMS