Håndbold: Ubestridte sejrherrer satser på klub-VM

GSS, der er ubestridte grønlandsmestre i håndbold de seneste 15 år, satser nu på at deltage ved en kvalifikationsrunde til klub-VM. Kvalifikationsrunden afvikles i Las Vegas i starten af juli.

GSS's næste mål er guld ved kvalifikationsrunder i NACHC, der vil sikre en billet til klub-VM der afvikles i Cairo i Egypten til efteråret.
Offentliggjort

De ubestridte sejrherrer i håndbold i Grønland, GSS, satser nu på at deltage ved en kvalifikationsrunde til klub-VM i år.

Det melder GSS på sin egen Facebookside, hvor klubben søger virksomheder og privatpersoner, der kan have interesse i at være sponsorer for holdet.

Klubber kan deltage ved kvalifikationsrunder til klub-VM, når de har vundet mesterskabet i deres respektive land.

- Vi har overvejet at deltage ved kvalifikationsrunder til klub-VM siden 2020. Men det er først nu, at vi kan se en mere sammenhængende og nemmere rejse til destinationen, hvilket giver bedre muligheder for os at søge udfordringer udenfor Grønlands grænser, fortæller formand for håndboldklubben GSS, Nuka Bilo Heilmann til Sermitsiaq.

GSS har tidligere modtaget en invitation til kvalifikationsrunderne, men har de seneste år måttet takke nej. Med åbningen af den nye lufthavn og bedre ruter til udlandet er det blevet nemmere for GSS at rejse til Nordamerika for at deltage ved NACHC’s turnering den 4.-8. juli.

Klar til kamp

GSS’s herrer er grønlandsmestre for 15. år i træk og kunne dermed hive guldmedaljerne hjem igen i maj. Siden er det gået hurtigt for klubben at planlægge en deltagelse ved kvalifikationsrunderne, der skal foregå i Las Vegas. Her forventer GSS at møde omkring 6-8 hold, blandt andre mestre i Canada, USA og Caribiske øer:

- Vi har fulgt med i de forrige års turneringer for at følge med i de andre holds udviklinger, og vi mener helt klart, at vi kan udfordre dem. Hvis vi kan komme med god energi og have virkelig gode dage på banen, så er jeg sikker på, at vi kan hive guldet hjem, siger Nuka Bilo Heilmann uden tøven.

Vinderen af kvalifikationsturneringen i Nordamerika vil sikre sig en billet til klub-VM, der vil blive afviklet i Cairo, Egypten til efteråret.

Søger sponsorer

Det har ikke været helt nemt at finde fonde, der har de rette ansøgningstidspunkter for at GSS kan sikre nok midler til at sende sit hold til Las Vegas til sommer.

Derfor er klubben gået i gang med at søge sponsorer – helt fra privatpersoner til virksomheder – for at sikre økonomi nok til rejse og ophold for GSS.

- Al økonomisk støtte, uanset beløbets størrelse, modtager vi med kyshånd. Der er ikke noget, der hedder for små beløb, hvis man vil støtte sporten. Ved støtte vil sponsorerne være med til at markedsføre Grønland, og vi kan repræsentere Grønland og alle sponsorerne ved vores deltagelse til turneringerne, fortæller Nuka Bilo Heilmann.

Powered by Labrador CMS