VM i håndbold
Guldtriumf gør Danmark til jaget vildt
Som olympisk mester bliver Danmark en eftertragtet skalp ved håndbold-VM, men OL-bedriften giver selvtillid, og spillerne afviser, at de er mætte
Der har ikke været meget tid til at svælge i OL-triumfen for spillerne på det danske håndboldlandshold, der tog direkte fra guldfest i Rio hjem til et ultratravlt efterår i deres klubber.
Men efterdønningerne af den historiske sejr viser sig ved VM, hvor de olympiske mestre vil være en prægtig skalp for enhver modstander, og hvor omverdenens opmærksomhed vil være endnu større end normalt.
Derfor gjorde landstræner Gudmundur Gudmundsson fra VM-samlingens første dag opmærksom på, at hans hold skal vænne sig til nye tider.
- Vi stiller op som olympiske mestre, og med det følger et stort ansvar, siger han.
- Vi har skabt det største resultat i dansk håndboldhistorie. Dermed stiger forventningerne fra folk i Danmark, og hele håndboldverdenen kigger på os. Det er vigtigt for os igen at vise, hvor gode vi er.
Især den sidste sætning er central i tankegangen på det danske mandskab.
Spillerne har efterhånden vænnet sig til, at forventningerne før en slutrunde er skyhøje, så det handler mest om at bevise, at OL-sejren ikke kom ud af det blå, men var et udtryk for holdets niveau.
- Der er mange, som forventer noget af os, men det gør vi også selv, siger Henrik Møllgaard, der er indstillet på at blive nærstuderet af modstanderne.
- Vi får intet foræret, fordi vi er olympiske mestre. Tværtimod synes andre lande, at det vil være sjovt at slå os. De taler selvfølgelig om, at vi er det hold, der slog Frankrig i en olympisk finale, og hvor dygtige vi er.
- Det forpligter. Vi kan ikke tillade os at geare ned, for så kan vi få problemer mod alle hold i top-10, siger han.
Til Danmarks fordel taler, at især finalesejren over "uovervindelige" Frankrig har givet en ordentlig moralsk opstrammer.
Når spillerne går på banen til VM-premieren mod Argentina fredag aften, bliver det derfor med ekstra ranke rygge, mener målmand og anfører Niklas Landin.
- Det har været godt og sundt, at vi har bevist over for os selv, at vi godt kan slå Frankrig i en betydende kamp. Det giver mere frihed i vores spil og giver en større tro på os selv, siger han.
- Vi er inde i en god periode, og folk kender deres rolle, siger han.
Danskerne afviser med en undrende hovedrysten teorien om, at OL-guldet kan have medført en vis mæthed på holdet.
- Hvis nogle mangler sult, så burde de slet ikke være her. Sådan bør det ikke være, bare fordi man har vundet én titel. Det ville være mærkeligt, siger Mikkel Hansen.
- Mange har vundet mange titler med klubberne, og de ligner altså stadig folk, der er sultne efter succes, påpeger Paris-stjernen.
/ritzau/