Grønlandsk Taekwon-Do til VM

Mod syd, langt fra de grønlandske fjelde, står Angutinnguaq Nielsen i Jesolo, Italien. Med fokuseret mine gentager han sine bevægelser – præcise, kraftfulde og kontrollerede. 

På sidelinjen følger hans far og træner, Louis Nielsen, koncentreret med. Snart går Angutinnguaq på gulvet ved ITF World Taekwon-Do Championships – verdensmesterskaberne i Taekwon-Do. Her skal han konkurrere i disciplinen tul, hvor det ikke handler om at slå sin modstander – men om at mestre sig selv.

En drengedrøm

18-årige Angutinnguaq Nielsen er én af fire grønlandske udøvere, der repræsenterer Grønland ved verdensmesterskaberne i Taekwon-Do i Italien. Angutinnguaq fik tidligt interessen for Taekwon-Do, da han som lille dreng så sin far kæmpe på måtten. I dag er hans far, Louis Nielsen, både hans landstræner og største forbillede.

- Jeg har været en del af Taekwon-Do siden barndommen, inspireret af min far. Som 15-årig begyndte jeg igen efter en pause, og træneren udtog mig til talentholdet. Det var dér, min passion for alvor begyndte. Siden da har jeg været fuldt dedikeret, og i dag er jeg en del af landsholdet, fortæller Angutinnguaq. 

Til verdensmesterskaberne deltager Angutinnguaq Nielsen i disciplinen tul, som er en af de tekniske grene inden for traditionel Taekwon-Do. Her udfører han et fastlagt mønster af slag, spark og blokeringer alene foran dommere, der vurderer ham på præcision, balance og styrke. Tul er en slags koreograferet "kamp mod usynlige modstandere", og det kræver både fysisk kontrol og mental tilstedeværelse.

Far og træner – to kasketter på én gang

Angutinnguaq Nielsen har haft Taekwon-Do tæt inde på livet, siden han var barn. Som søn af Louis Nielsen har kampsport ikke bare været noget, han så i film, men en naturlig del af hverdagen. I dag står far og søn side om side på verdens største scene for Taekwon-Do. Den ene som udøver. Den anden som træner. Men rejsen har ikke været uden udfordringer – især ikke, da Angutinnguaq som ganske ung blev optaget på landsholdet. 

- Da han kom på landsholdet, var han den eneste junior på holdet. Vi måtte begge lære at flytte følelserne væk, så han kunne forstå, at han er udøver ligesom alle andre, fortæller Louis Nielsen. 

På måtten er Louis Nielsen først og fremmest træner og autoritet. Her gælder de samme regler for alle, og der er ikke plads til at gøre forskel – heller ikke for sin egen søn. 

- I Taekwon-Do er jeg træner, før jeg er far. Der er ikke plads til følelsesmæssige særhensyn. Det kan være hårdt – både for ham og for mig, siger Louis. 

Sønnen nikker genkendende til den stramme rollefordeling og har selv fundet en måde at navigere i den dobbelte relation. 

- Jeg har lært at skille sport og familieliv ad. Under træning er han træner – men bagefter er han bare min far igen, fortæller Angutinnguaq. 

Alligevel mærkes det, at båndet mellem dem er tæt – selv når det ikke kan få lov at fylde på træningsgulvet. 

- Jeg har tænkt på, at jeg måske har haft træner-kasketten på for længe og far-kasketten lidt for lidt. Men jeg er meget stolt af ham – både som træner og som far, tilføjer Louis Nielsen. 

Stoltheden er tydelig, og ikke uden grund. For Angutinnguaq tager sporten seriøst. Træningen fylder flere timer hver dag, og det mentale fokus er lige så vigtigt som den fysiske forberedelse. 

- Han mener det virkelig alvorligt. Han passer på sin kost, han træner flere gange dagligt. Det er præcis som man ser i film. Ligesom Rocky, siger Louis med et smil og henviser til den ikoniske film fra 1976 om en ukendt bokser, der kæmper sig op mod verdenseliten med rå viljestyrke og disciplin.

Viljen til at blive ved

At konkurrere på verdensplan kræver mere end bare talent – det kræver en vilje til at blive ved, også når det er hårdt. Det er ikke altid lige sjovt for den unge topatlet, og træningen kan være både fysisk og mentalt krævende, særligt når ambitionerne presser sig på. 

– Det er ikke altid sjovt, især når målene er høje og træningen slider. Nogle dage er jeg træt af det hele – men så snart jeg tager en fridag, savner jeg det. Det er dér, jeg mærker, hvor meget jeg brænder for sporten, siger Angutinnguaq. 

De mange træningstimer op til VM har da også sat både krop og hoved på prøve. 

- Forberedelserne til VM har været intense og krævende. Vi gentog teknikker igen og igen for at finpudse detaljerne. To gange rejste vi til Holland for at træne med en international dommer, hvor vi arbejdede med nye teknikker og koreanske tul-træninger. Det var både fysisk anstrengende og mentalt udfordrende, fortæller han.

Selv når musklerne syrer til, og gentagelserne slider, er målet det hele værd for Angutinnguaq – at finde ro, balance og fuld kontrol i hver eneste bevægelse, når det virkelig gælder. Træner og far Louis Nielsen lægger ikke skjul på sin tro på sønnen. 

– Han har selvtillid, og han går benhårdt efter at være blandt de bedste i verden. Jeg tror, han har gode chancer for en medalje – men han er jo kun 18 år, så hvis ikke det sker nu, så skal det nok komme, siger Louis. 

Angutinnguaq selv holder forventningerne mere i ro. 

– Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer til at placere mig i turneringen. Men jeg giver altid mit bedste, siger han.

Rød og hvid

Selvom Grønland har en lille befolkning, formår landet at stille med taekwon-do-udøvere, der under det rød-hvide flag konkurrerer på højeste niveau ved VM – noget, der ikke går ubemærket hen. 

- Folk hernede roser os for at have så dygtige udøvere med til VM, især når man tænker på, hvor få vi er som befolkning. Mange ved slet ikke, hvor Grønland ligger, men det gør det kun endnu vigtigere for os at vise, hvem vi er, siger landstræner Louis Nielsen. 

Også for Angutinnguaq handler det om at gøre Grønland synligt på verdenskortet. 

- Jeg er meget stolt over at deltage i VM i Italien og repræsentere mit land. Jeg vil vise verden, at Grønland også kan, siger Angutinnguaq.

Ifølge Louis Nielsen er der også noget helt særligt ved grønlændere, som passer godt til Taekwon-Do. 

- Taekwon-Do passer godt til grønlændere. Vi har god motorik, små mennesker med store muskler, siger han og ler. 

For landstræner Louis Nielsen handler taekwon-do dog ikke kun om muskler, motorik og medaljer, men om en dybfølt passion for sporten og det fællesskab, der følger med. 

- Jeg har været træner i over 27 år, og min drivkraft er enkel: At se folk udvikle sig, ikke bare sportsligt, men også som mennesker. Det varmer mit hjerte, siger han. 

Af selv samme årsag bliver Louis Nielsen ved – fordi sporten ikke bare skaber dygtige atleter, men også stærke, selvsikre mennesker, der vokser både på og udenfor måtten.

Blikket mod fremtiden

VM i Italien har været en stor oplevelse for både far og søn – en milepæl i deres fælles rejse. Selvom præstationen ikke rakte til en medalje, rejser Angutinnguaq Nielsen hjem med ny styrke og værdifuld erfaring. Mesterskabet markerer ikke en afslutning, men et nyt udgangspunkt. 

- Når vi kommer hjem, så analyserer vi kampene, så vi kan træne videre. Det har været et lærerigt stævne, siger landstræner Louis Nielsen. 

Erfaringerne bliver omsat til handling, og træningen fortsætter med fornyet energi. Med rygsækken fuld af indsigt og blikket rettet mod det næste mål, bevæger Angutinnguaq sig videre – stærkere, klogere og mere målrettet end nogensinde.