Grønlandsk spiller i Slagelse
Bundholdet i den danske håndboldliga Slagelse FH fik sæsonens første sejr onsdag aften, hvor en grønlandsk spiller også kom på scoringstavlen.

Det er den 19-årige Hanna Millek, der tidligere spillede i Nykøbing Falster i 1. division, der i denne sæson spiller hos Slagelse FH. Men de tidligere Championsleague mestre har ikke længere fordums styrke, nu hvor klubbens tidligere træner Anja Andersen har taget alle stjernespillerne med til FCK Håndbold.
Slagelse FH havde ikke vundet en eneste kamp i denne sæson inden onsdagens kamp mod KIF Vejen. Slagelse vandt kampen med 32-24, hvor Hanna Millek scorede et enkelt mål. Det er Hanna Milleks første sæson som seniorspiller.
Det overraskende resultat er ekstra ærgrerligt for KIF Vejen, der med en sejr over Slagelse onsdag aften kunne have sikret sig en plads i slutspillet.
Resultatet ændrer dog ikke ved at Slagelse fortsat er bundhold i ligaen og må formentlig indstille sig på nedrykning til 1. division.