dansk håndbold

Grønlands landsholdsmålmand flytter op i 1. division

Målvogteren i håndbold Rina Møller Lorentzen flytter til Hadsten i den danske 1. division. Men det er ikke uden omkostninger

Rina Møller Lorentzen, der har spillet i Silkeborg Voel i 2. division, flytter til Hadsten i 1. division
Offentliggjort

To prøvetræninger hos Hadsten i den danske 1. division i håndbold var nok til at overbevise holdets træner Daniel Grønhøj om, at Rina Møller Lorentzen fra Qeqertarsuaq er den rette til at vogte målet i den kommende sæson.

Rina Møller Lorentzen har nu skrevet under på, at hun flytter fra Silkeborg Voel i 2. division til Hadsten efter sommerferien.

Det blev til en enkelt sæson i 2. divisionen for Rina Møller Lorentzen, der tidligere har spillet for GSS fra Nuuk. Hun er også målvogter for det grønlandske landshold og får nu masser af udfordringer i den kommende sæson.

- Jeg har fået meget ud af mit ophold i Silkeborg Voel, men har også haft lyst til at komme videre i min personlige udvikling som spiller. Jeg har derfor haft samtaler med landstræner Jakob Andreasen, som har hjulpet mig med at finde en ny klub, siger Rina Møller Lorentzen til Sermitsiaq.AG.

Det grønlandske damelandshold var på træningstur i Island i juni, hvor Rina Møller Lorentzen fik gode muligheder for at drøfte sin fremtid med Jakob Andreasen.

Stor ros til Rina
Muligheden opstod efter turen til Island, hvor Rina Møller Lorentzen blev inviteret til at træne med Hastens 1. divisionshold. Det blev til to prøvetræninger, inden en aftale om flytning blev en kendsgerning.

- Rina bliver rigtig spændende at følge for fremtiden i Hadsten. Der er ingen tvivl om, hun har et stort potentiale. Hun har en god størrelse og en fantaktisk indstilling, og vil gøre alt for at slå igennem. Jeg tror med den rigtige mængde spilletid og den rigtige træning vil hun blive et godt aktiv for Hadsten, siger Daniel Grønhøj til Hadstensport.dk.

Grønlandsk sponsor
Rina Møller Lorentzen har også et sangtalent og har udgivet en cd. Men hendes fans må vente længe på koncert med hende.

- En tilværelse i 1. division kræver, at man giver sig 100 procent for håndbold. Jeg er ellers blevet inviteret til at give koncert i Tasiilaq i august og i Nuuk i september. Men jeg har meddelt, at jeg ikke kan rejse frem og tilbage så længe jeg spiller i 1. division, siger Rina Møller Lorentzen.

Hun rejser nu til Danmark i næste uge og spiller for første gang i 1. division i september.

- Spillerne i klubben har personlige sponsorer. Jeg er så heldig, at sportsforretningen Ittu har sponseret udstyr og støtte til transportudgifter. Det er virkelig dejligt med opbakning hjemmefra, siger Rina Møller Lorentzen.

Powered by Labrador CMS