HÅNDBOLD

Grønland vandt en sikker sejr over Puerto Rico

En sejr var også nødvendig, hvis drømmene om at deltage ved endnu et VM skal gå i opfyldelse.

Grønland var i hvidt i kampen mod Puerto Rico, da Puerto Rico i lighed med Grønland spiller i rødt.

Puerto Rico skal vi vinde over, sagde landstræner Johannes Groth til os i forgårs, og landstræneren holdt ord. 

Grønland vandt sin tredje sejr ud af fire mulige ved kvalifikationsstævnet, hvor et enkelt sæt billetter til det næste VM er på spil. 

29-22 stod der på måltavlen i hallen i den olympiske by i Mexico City, da de to dommere fløjtede kampen af. 

Grønland kontrollerede kampen i de fleste af de 60 minutter. 

Med 10 minutter tilbage af kampen var Puerto Rico dog ved at bringe spænding ind i opgøret. 

Grønland var kun foran med tre 22-19. De hvidklædte grønlandske spillere ville det anderledes, og så trak de igen fra puertoricanerne, og vandt altså med syv mål.

Det går forbavsende godt

Grønland - Puerto Rico

Grønlands målscorere:

Minik Dahl Høegh, 5

Pele Lynge, 5

Angutimmarik Kreutzmann, 4

Kuutak K. Olsen, 4

Malik Andersen, 3

Lars Ole Lyberth, 2

Steen Kleist Møller, 2

Miki A. Heilmann, 1

Milan Olsen, 1

Noah John Davidsen, 1

Knud Skifte, 1

Næste kamp er i dag mod USA, kl. 21.00 (GRL tid)

Kilde: Greenland Handball

Efter kampen talte Sermitsiaq med Grønlands anfører Minik Dahl Høegh.

- Alle kommer ind og byder sig til, og det er utrolig vigtigt, da der stadig resterer to meget vanskelige kampe. Først i aften mod USA og så forhåbentlig en finalekamp på søndag. 

- USA bliver vanskelig. Det kan godt være, at de kommer med et udviklingshold, men de er gode. Det er små spillere, som spiller hurtigt og klogt, så hvis vi ikke rammer dagen og står fornuftigt i forsvaret, har gode redninger i målet og scorer på vores chancer, så kan vi sagtens komme i problemer, slår Minik fast i telefonen fra Mexico City.

- Personligt er jeg overrasket over, at jeg indtil nu har bidraget med så meget, som jeg har gjort. Jeg har i de senere år været en del plaget af skader, men lige nu er det ok.

Efter et langt håndboldliv er det klart at kroppen begynder at drille, når dåbsattesten fortæller, at man er 39 år. Overraskende for mange har Minik stadig det meste af sit meget hårde skud, som har bragt ham forbi de største klubber i Danmark og nu til Amo Handbold i den østsvenske by Alstermo.

Drømmene om VM

- Min familie og jeg er rigtig glade for at være i Sverige. Jeg har nu forlænget aftalen med klubben med endnu et år. Jeg skal være spillende assistenttræner. Og også i den rolle bliver det kroppen, der kommer til at bestemme, hvad den nye sæson kommer til at bringe.

- Selvfølgelig vil det være helt fantastisk at slutte min karriere af med endnu et VM. Jeg var med Grønland i Tyskland i 2007, men var jo dengang slet ikke den håndboldspiller, som jeg er nu. 

- Så det vil være stort, slutter Minik vores samtale.

Grønland spiller i aften kl 21.00 mod USA. For at komme i finalen skal Grønland vinde og så må Mexico ikke vinde over Cuba.

Powered by Labrador CMS