ny aktion

Greenpeace afbrød Champions League-kamp

Den internationale miljøorganisation bliver ved med at trænge sig ind på områder, hvor Greenpeace’ aktivister ikke må være

-aktivisterne hang i reb fra taget af St. Jakob-Park i Basel, hvorfra der blev rullet et 27 gange 4 meter stort banner ned med teksten ’Gazprom don’t foul the arctic’ (Gazprom, lad være med at ødelægge Arktis) Greenpeace
Offentliggjort

Så er det sket igen.

Aktivister fra Greenpeace er dukket uventet op og har forstyrret andre for at gøre opmærksom på sig selv.

Tirsdag afbrød Greenpeace-aktivister Champions League-kampen mellem FC Basel og Schalke 04, da de var klatret op på taget af St. Jakob-Park i Basel for at give Schalkes hovedsponsor Gazprom ’det røde kort for selskabets uansvarlige olieboringer i Arktis’.

Aktivisterne hang i reb fra taget, hvorfra der blev rullet et 27 gange 4 meter stort banner ned med teksten ’Gazprom don’t foul the arctic’ (Gazprom, lad være med at ødelægge Arktis).

Det førte til, at kampen blev afbrudt nogle minutter.

Det danske besætningsmedlem Anne Mie Roer Jensen, der lige nu sammen med 29 andre sidder varetægtsfængslet i Rusland, var om bord på Arctic Sunrise, der protesterede mod netop Gazprom. Aktionen gjorde kravet om løsladelse af de varetægtsfængslede klart.

Læs "Rusland tiltaler to aktivister for pirateri"

- Gazprom leder an i et russisk roulette med miljøet i Arktis. De russiske myndigheder holder hånden over selskabet ved at undertrykke fredelige protester. Gazproms boreplatform er gammel og rusten, og selskabet er hverken klar til at bore i det ekstreme vejr eller i stand til at rydde olien op, når olien fosser ud. Derfor skal olieboringerne stoppes, siger Jon Burgwald, arktisansvarlig hos Greenpeace.

- Olieindustrien har i dag slet ingen teknologi, der kan rense olien op ved udslip i Arktis, og Gazprom har ikke offentliggjort en olieudslipsplan, som det kræves. Tilbage i 2011 førte sløseri med sikkerheden til Kolskaya-tragedien, hvor en borerig sank og 53 besætningsmedlemmer omkom, påpeger Jon Burgwald i en pressemeddelelse.

Protesten ved fodboldkampen skal få de russiske myndigheder til at løslade besætningen på Arctic Sunrise.

Tirsdag nåede antallet af breve med kravet til de russiske ambassader 730.000.

Powered by Labrador CMS