håndbold

GOG-træner: Bronzeopgør bliver uden skadet Andreas Holst

GOG kan se frem til en bronzekamp uden talentet Andreas Holst efter nederlaget ved håndboldherrernes DM-semifinale

- Andreas Holst kommer ikke til at spille. Det er usandsynligt. Det handler mere om, hvor mange måneder han er væk, end om han er klar på onsdag, siger Jakob Larsen
Offentliggjort

Det blev ikke til en DM-finaleplads for GOG, der måtte se sig slået med fem mål af Team Tvis Holstebro lørdag eftermiddag.

Se billeder: GOG faldt med ære

Vred knæet
GOG-holdet måtte allerede kort inde i kampen sætte det 21-årige talent Andreas Holst på bænken. I en hård tackling fik han et vrid i sit knæ og måtte sidde ude resten af kampen.

Ifølge cheftræner Jakob Larsen er det usikkert, hvor slem skaden er.

- Det er svært at sige, før han bliver skannet søndag. Lige nu spænder han så meget i benet, at vi ikke 100 procent kan sige, hvad det er. Det tyder på menisk, men man kan ikke sige det, før han er blevet skannet, sagde træneren efter kampen.

Må undvære
GOG må undvære den unge back i bronzeopgøret, fortæller Jakob Larsen.

- Andreas Holst kommer ikke til at spille. Det er usandsynligt. Det handler mere om, hvor mange måneder han er væk, end om han er klar på onsdag, siger han.

Udebane
GOG var på udebane i semifinalens andet opgør, og Team Tvis Holstebro vandt sikkert kampen 30 - 25. Lagt sammen med GOG's 27-28 nederlag i første opgør i Gudme, blev det til en samlet sejr på seks mål til Tvis Holstebro.

Bronzeopgør
Derfor kan GOG nu se frem mod et bronzeopgør mod taberen af Bjerringbro-Silkeborg (BSV) og KIF Kolding København, der spiller andet opgør i den anden semifinale søndag.

Tekniske fejl
Lørdagens første halvleg var domineret af herrerne fra Tvis Holstebro, der gik til pause med en føring på 19-12. Dermed var kampen nærmest tabt for GOG, da holdet gik til pause.

- Vi spillede en hæslig første halvleg og kom aldrig i gang. Vi lavede et hav af tekniske fejl. De spillede også frisk til i angrebsspillet og fik drevet gæk med vores midterforsvar og vores backs, siger Jakob Larsen.

Se billeder: GOG stadig ubesejret i slutspillet

Konkurs i 2010
Fynske GOG gik konkurs i 2010, og siden holdet kom tilbage i den bedste række i 2013, er det ellers gået frem.

- Det betyder meget, at vi kan sige, at vi er tilbage i dansk tophåndbold. Her i slutspillet har vi vist fin moral. Det er lidt tamt, at vi kom herop og blev blæst af banen efter første halvleg.

- Men når man kigger i helikopterperspektiv, er det også fair, at vi tabte til et hold, der har vundet grundspillet suverænt. Derfor skal vi hurtigt finde moralen igen og spille en god kamp på onsdag, for der vil vi jo rigtigt gerne vinde, siger Jakob Larsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS