GOG svæver videre
GOG vandt lørdag den niende sejr i ni kampe
Hjemme i Bavnehøj Hallen på Vesterbro i København var det Ajax København, der lørdag eftermiddag var GOGs niende modstander i turneringen og som de første otte måtte også Ajax København sande, at GOG indtil nu har været 1. divisions i særklasse bedste hold og københavnerne måtte indkassere et nederlag på 24-30.
Ajax København var inden kampen mod GOG placeret som nummer to, så det var en rigtig topkamp mellem to formstærke hold.
GOG kom bedst fra start og spillede en rigtig flot 1. halvleg, som blev vundet 10-19. I anden halvleg sløsede GOG'erne i perioder lidt og Ajax kom tættere og tættere på fynboerne. 22-26 var dog det tætteste, hvorefter GOG igen strammede grebet og vandt 24-30. Ikke mindst fordi cheftræner Jakob Larsen i kampens sidste minutter i angrebene valgte at erstatte målmanden med en ekstra markspiller. Islandske Snorri Gudjonsson løste i grøn målmandstrøje også denne opgave perfekt.
- Selv om vi fører 1. division sikkert og har seks point mere end nummer to, tre og fire så er oprykning til Håndboldligaen ikke et tema. Tureringen er lang og der kan nå at ske mange ting. Heldigvis ser det rigtig fornuftigt ud og vi har fået den begyndelse på turneringen, som vi drømte sagde en tilfreds Jakob Larsen til Sermitsiaq.AG efter kampen. Jakob Larsen regner iøvrigt med, at grønlandske Minik Dahl Høegh snart er tilbage på holdet efter en længere skadespause.
Anders Heilmann
Når de grønlandske håndboldspillere i Danmark spiller, sker det ofte, at der er grønlandsk opbakning på tilskuerpladserne. Sådan var det også lørdag eftermiddag i København.
45-årige Anders Heilmann fra Nuuk, der har boet i København siden 1995 var på plads sammen med sine to døtre. Anders Heilmann var i begyndelsen af halvfemserne en af de store stjerner i håndbolden i Nuuk og henrykkede gang på gang tilskuerne i en fyldt Godthåb Hal. Anders Heilmann scorede et utal af mål for NUK. Blev grønlandsmester fire gang og deltog ved VM i 2001 i Besancon i Frankrig sammen med blandt andre GOGs Jakob Larsen. Det var første gang, at Grønland deltog ved et VM og mødte i den indledende pulje så stærke håndboldnationer som Spanien, Kroatien, Tyskland, Sydkorea og USA.