GOG-festen fortsætter
Der var helt udsolgt i GOG Arena, da ligaoprykkerne søndag eftermiddag blev præsenteret for hjemmepublikummet
Der var fyldte parkeringspladser, der var 640 sponsorer til spisning inden kampen, og der var næsten 1400 tilskuere på plads, da de to dommere fløjtede kampen i gang mellem GOG og Team Vesthimmerland.
Oprykningen til Håndboldligaen blev allerede sikret sidste søndag i Stoholm, og nu skulle spillerne så fejres hjemme i Gudme. Fra kampens begyndelse gjorde hjemmeholdet sit til, at festen kunne fortsætte.
Allerede efter 14 minutter var stillingen 10-3 til og så var der ikke mere spænding om udfaldet. Første halvleg sluttede 20-11 og da de to dommere fløjtede kampen af viste måltavlen 37-24 til hjemmeholdet.
Ligaklasse
GOG viste ligaklasse med stor fysisk styrke, hurtigt og opfindsomst angrebsspil og sikre aktioner i forsvaret, hvor Kevin Møller i målet igen var en sikker sidste skanse.
Cheftræner Jakob Larsen fik igen alle spillerne på banen og benyttede lejligheden til at give to helt unge og meget talentfulde spillere spilletid.
Minik Dahl Høegh havde en stille og rolig dag, hvor det ikke hele tiden var nødvendigt at være i aktion. Tre mål blev det til fra hans side.
Stor opbakning
Svendborgs borgmester Curt Sørensen holdt i pausen tale og ønskede GOG tillykke med oprykningen og pointerede GOGs store betydning for hele det sydfynske område.
Under spisningen med den mange sponsorer inden kampen var der arrangeret sponsorcykelløb, hvor der blev cyklet penge ind til GOG. Det danske kvindehåndboldlandsholds cheftræner Jan Pytlick var en de deltagere, der trampede i pedalerne. Ialt indbragte denne event 492.787 kroner til GOG.
På tilskuerpladserne var der grønlandsk opbakning til Jakob Larsen, Minik Dahl Høegh og de øvrige GOG'ere. Blandt andre delegationsleder Kurt Lauritsen fra det grønlandske herrehåndboldlandshold, som efter kampen fik talt med både Jakob Larsen og Minik Dahl Høegh, som begge fik præsenteret deres små sønner.