GM er fløjtet i gang

Grønlandsmesterskaberne i indendørsfodbold er nu fløjtet i gang i Ilulissat. Damernes kampe bliver afviklet i Nuuk. Men flyforsinkelser kan ændre herrernes program

Åbningskamp mellem QNQ fra Qaanaaq og Eqaluk 54 Tasiusaq. Foto: Poul Olsen
Offentliggjort

Dommer Ingvar Lundblad og Albert Brandt fløjtede åbningskampen i gang, der stod mellem QNQ fra Qaanaaq og Eqaluk 54 fra Tasiusaq.

Men flyforbindelserne til Ilulissat er ramt af forsinkelser. Sikkerhedslandingen med Dash 8 i Paamiut er skyld i at N-85 fra Narsaq endnu ikke er kommet frem, oplyser GBU til Sermitsiaq.AG.

Bell 212 i Diskobugten er også ramt af forsinkelser. Flere spillere fra G-44 fra Qeqertarsuaq er endnu ikke kommet frem til Ilulissat. Nøglespilleren John Ludvig Broberg er blandt de strandede spillere.

Direkte i TV
- Vi afventer nu situationen. Men vi kommer ikke udenom ændringer i programmet. Vi har allerede flyttet en kamp for G-44. Og N-85 kan heller ikke nå frem til Ilulissat inden lørdag eftermiddag, fortæller Oluf Olrik, der er formand for GBU’s turneringsudvalg.

- Vi kan på forhånd se at programmet bliver utrolig hårdt for N-85, der skal spille flere kampe lige efter hinanden. Men de har selv valgt at afvikle deres kampe på den måde for ikke at miste deres deltagelse ved GM, siger Oluf Olrik.

Herrernes finaledag bliver transmitteret direkte i KNR2 fra søndag klokken 10.00.

Damernes GM bliver fløjtet i gang i Nuuk fredag eftermiddag, hvor FC Malamuk fra Uummannaq og NÛK1 spiller åbningskampen klokken 16.00.

Powered by Labrador CMS