GIF til håndboldforbundet: Vi bidrager da stort til Pan Am

Grønlands Idræts-Forbund svarer kritik fra håndboldforbundet

Her ses formanden for Grønlands Idræts-Forbund Nuka Kleemann
Offentliggjort

Formanden for Grønlands Håndbold Forbund Jørgen Isak Olsen kritiserede idrætsforbundet onsdag, hvor han blandt andet føler sig alene med værtskabet for den internationale håndboldturnering Pan Am, der fløjtes i gang på lørdag.

- Vi kunne have ønsket os, at vi havde fået mere støtte fra Grønlands Idræts-Forbund, sagde Jørgen Isak Olsen blandt andet til Sermitsiaq.AG.

Nu svarer Nuka Kleemann, formanden for GIF, kritikken fra håndboldforbundet.

- I Grønlands Idrætsforbund ærgrer man sig over at formanden for GHF vælger på den måde at lange ud efter GIF i medierne, skriver han.

Og Nuka Kleemann siger, at formanden for GHF glemmer, at GIF har bidraget til begivenheden med følgende:

  • GIF har bidraget med én million
  • GIF har bidraget med kontor og mødefaciliteter
  • GIF har bidraget med fri internet, og alt hvad der hører til at kunne fungere i det daglige i et kontorfællesskab
  • GIF har bidraget med kompetencer
  • GIF bidrager med arbejdskraft
  • GIF bidrager med presserum + al pressehåndtering under Pan Am 2018

Jørgen Isak Olsen havde efterlyst et svar fra idrætsforbundet, om GHF skal selv bære konsekvenserne, hvis økonomien skrider.

Men GHF har fået svar, siger Nuka Kleemann.

- GHF har fået svar på alle sine henvendelser, men det er muligt at svarenes indhold ikke blev som ønsket af GHF, hvilket dog er en anden snak, skriver Nuka Kleemann.

‘Projektet kom sent i gang’

Han siger samtidigt, at 'GIF har fulgt Pan Am 2018 tæt og er kede af, at GHF satte projektet under pres ved at komme sent i gang.'

- GIF ved at GHF blev tilbudt assistance omkring at få lavet en strategi fra et konsulentfirma som sponsorat. De udnyttede det ikke og der gik flere måneder før end der skete noget. Faktisk først da nuværende formand tiltrådte. Så med et helt år mere i bagagen, fra beslutningen blevet taget ville dette have gavnet projektet for GHF, påpeger GIF-formanden.

Minimum fem år

Med henyn til den nuværende struktur i forbindelse med store værtskaber mente Jørgen Isak Olsen, at der bør ske ændringer, hvis 'Grønland i de kommende år skal stå bag store begivenheder'. Nuka Kleemann svarer følgende:

- GHF nævner at der bør være bedre dækning af underskud i forbindelse med store arrangementer. Det er muligt at strukturen er forkert, hvilket der naturligvis skal evalueres på. Det er repræsentantskabsmødet, der kan tage sådanne beslutninger. Det anbefales fra GIF sekretariat og formandskabet at fremtidige arrangementer af den kaliber skal have minimum fem år til start før end at en underskudsgaranti kan godkendes. På den måde kan en underskudsgaranti bygges op og dette vil ikke skade de øvrige specialforbund, svarer Nuka Kleemann.

Han oplyser meddeler også, at bestyrelsen i GIF gav svar til GHF om at en underskudgaranti først kunne godkendes hvis der var et ønske om en ekstraordinær generalforsamling hvor dette skulle godkendes.

- En sådan beslutning kan og vil en bestyrelse ikke tage. GIF vil sammen med GHF som aftalt evaluere Pan Am og bringe dette til repræsentantskabsmødet i efteråret 2018, lyder det fra Nuka Kleemann.

Powered by Labrador CMS