VM
Ghana-stjerner smidt hjem fra VM
Sulley Muntari og Kevin-Prince Boateng er ikke længere en del af VM efter en batalje ved tirsdagens træning
De ghanesiske fodboldstjerner Sulley Muntari og Kevin-Prince Boateng er blevet smidt hjem fra VM og er dermed ikke med, når Ghana torsdag aften møder Portugal i den sidste gruppekamp.
Det meddeler Ghanas fodboldforbund torsdag, efter at en række medier havde opsnappet historien.
Duoen røg i totterne på hinanden til tirsdagens træning, og sammenstødet var åbenbart så heftigt, at begge er blevet bedt om at pakke kufferterne og rejse hjem.
Angiveligt skændtes Boateng efterfølgende også med landstræner James Kwesi Appiah, som ville vide, hvad der var sket.
Boateng er sur over, at han blev droppet til startopstillingen i den første kamp mod USA. Han overfusede angiveligt landstræneren.
Muntari slog ifølge flere medier landsholdslederen Moses Amah Parker i ansigtet, men detaljerne omkring hjemsendelsen er endnu ikke bekræftet.
Spillerne skal have fået besked om forlade spillerhotellet inden klokken 09.00 vestgrønlandsk tid.