landstrænerfyring
GBU: Tekles sportslige opførsel årsag til fyring
GBU kommer nu efter flere dages tavshed med en redegørelse for, hvorfor man fyrede landstræner Tekle Ghebrelul. Fyringen medførte, at først GBU-formanden og senere landstræneren i futsal, René Olsen, stoppede med øjeblikkelig virkning.
I GBUs kommentar til fyringen af landstræneren indleder man med at understrege, at ”opsigelsen ikke på nogen måder var på grund af racisme”, og man anerkender Tekles store arbejde.
Læs også: Landstræner i chok: Jeg er fyret
Derimod er flertallet i GBU-bestyrelsen enige om, at landstræneren ikke har arbejdet ud fra de udstukne retningslinjer fra GBU, ”blandt andet hvad angår en forbilledlig sportslig opførelse” uden at komme ind på, hvad den består af.
GBU ridser i punktform tre op:
- Tekle har ved flere lejligheder optrådt illoyalt i forhold til GBU ved at han har udtalt sig kritisk om diverse fodboldpolitiske forhold.
- Tekle har i flere situationer optrådt provokerende over for diverse modstanderhold i forbindelse med GM-kampe. Senest ved Futsal GM i Maniitsoq.
- GBU er arbejdsgiver for landstrænerne, hvorfor GBU finder det naturligt, at landstræneren informerer GBU-bestyrelsen, hvis/når der opstår situationer, hvor han er/bliver indblandet i diverse konflikter med andre – i stedet har Teklee ofte valgt at gå direkte til pressen med sin version af forløbet.
Bananspisende abe
Til sidstnævnte punkt refererer man til en situation i Maniitsoq, hvor en spiller på snapchat udstiller Tekle som en bananspisende abe, hvilket ”GBU bestyrelsen på det kraftige tager afstand til”.
Læs også: GBU-formand trækker sig efter fyring af landstræner
Bestyrelsen beklager, at GBU’s tidligere formand John Thorsen har valgt at opsige samarbejdet, og anerkender det store arbejde manden har udført. Desuden beklager bestyrelsen, at René Olsen har valgt at stoppe med øjeblikkelig virkning, idet han har ydet et stort stykke arbejde for grønlandsk fodbold gennem de seneste mange år.
Nu vil bestyrelsen tage kontakt til de to tidligere landstrænere for at få afklaret det videre forløb og skriver:
Læs også: Landstræner i futsal stopper: Jeg har ikke tillid til GBU
- Vi tror på, at udviklingen af fodbold i Grønland, ikke sker via sociale medier, men på banen og på de tiltag og det arbejde GBU ́s organisation, sponsorer og samarbejdspartner forestår. Blandt andet vil GBU fortsætte arbejdet for at få de tiltag UEFA/FIFA: ”Say No To Racism” (FIFA) og No To Racism – Respect (UEFA) ind i Grønlandsk fodbold, selvom man ikke er gyldig medlem af disse organisationer endnu.
Holdindsats
GBU pointerer til slut i orienteringsskrivelsen, at ”Grønlands fodbold aldrig har været båret af enkeltstående personer og ej heller bliver det. Det som en fodbold en holdindsats”.
Bestyrelsen består af:
- Gert Fleischer, næstformand, formentlig formand nu
- Jens Mølgaard
- Oluf Olrik
- Allan Eriksen
- Kent Kielsen
- Nukannguaq Zeeb