dansk håndbold
Fortsætter tryllerierne
Både Akutaaneq Kreutzmann og Minik Dahl Høegh kom på måltavlen i endnu en GOG sejr
Der skal mere end et bundhold til at stoppe de sejrsvante GOG spillere.
Det måtte indtil kampen mod GOG pointløse TMS Ringsted i bunden af Håndboldligaen sande onsdag aften, efter at TMS Ringsted på hjemmebanen i Ringsted Hallerne led et knusend nederlag på 32-20. Et nederlag, som kunne være blevet større, hvis GOG havde spillet med fuld koncentration i samtlige 60 minutter. Så efter mødet med de gulblusede fynboer er TMS Ringsted stadig uden point.
Ved pausen førte GOG 17-6. I lange perioder var TMS Ringsted spillerne statister i en GOG-opvisning med mange flotte aktioner både i forsvaret og i angrebet. GOGs berømte kontramaskine kværnede løs og i målet diskede Kevin Møller op med et utal flotte redninger. En redningsprocent i 1. halvleg på over 60 siger alt.
Svært at holde fast
Sermitsiaq.AG talte efter kampen med Akutaaneq Kreutzmann, som selvfølgelig var tilfreds med endnu en sejr.
- Den er en af den slags kampe, som kan være lidt kedelig. Personligt trives jeg bedst i de kampe, hvor vi virkelig skal kæmpe for hvert enkelt mål. Selvfølgelig er det også en kunst at holde fast i koncentrationen i en kamp som i aften.
Akutaaneq Kreutzmann scorede fire mål og Minik Dahl Høegh to.
Allerede tirsdag i næste uge skal Akutaneq Kreutzmann og de øvrige GOG’ere i aktion igen. Hjemme i GOG Arena spiller holdet kvartfinale i pokalturneringen mod Team Tvis Holstebro, og den kamp tegner i hvert fald ikke kedelig.
Kampen sendes direkte på TV3 Sport.