Første GM for børn i hundeslædekørsel
For første gang er der i 2013 grønlandsmesterskab for børn i hundeslædekørsel
Siden sidste år, da hundeslædeforeningen i Ilulissat Qimussersaq 1971 fik opgaven at arrangere Avannaata Qimussersuas (grønlandsmesterskab i hundeslædevæddeløb) 25-års jubilæum, har det været planen, at der skal holdes GM i hundeslædevæddeløb for børn for første gang.
Det sker fredag den 22. marts 2013.
Rigmor Villadsen, som er koordinator for GM for børn, siger:
– Opgaven er spændende. Vi har et godt samarbejde med arrangørerne i Qimussersaq 1971 om en minutiøs planlægning. Børne-GM er en særlig begivenhed, og vi starter fra bunden af med budgetlægning. Det er vi nu i fuld gang med, da det er planen, at der skal komme deltagere fra samtlige hundedistrikter, siger Rigmor Villadsen til Tamanut Avannaani.
Hundeslædekørsel skal eksistere
Hun siger videre, at deres planlægning foregår i tæt samarbejde med fællesforeningen af hundeslæde foreninger i Grønland. Børn i alderen fra 10 til 14 år skal deltage med fem hunde, og der er stillet krav om mindste mål for deres slæder.
– Det er spændende. Planen er, at der holdes hundeslæde-væddeløb samtlige steder for at finde dem, der skal deltage. Vi forestiller os, at der skal deltage to børn eller tre børn fra hvert hundedistrikt. Det vil sige omkring 25 børn i til børne-GM, forklarer Rigmor Villadsen og tilføjer, at hundeslædekørsel er meget vigtig for vor kultur.
– Hvis hundeslædekørsel skal eksistere i fremtiden, er det vigtigt, at børn lærer at køre hundeslæde. Derfor er det godt, at ideen om GM for børn er taget med i forbindelse med 25-års jubilæet. Børn ser jo op til voksne slædekørere. De har idoler. Og som Iluliarmioq ved jeg, at der er mange børn, der tager hundeslædekørsel helt alvorligt. Derfor er GM en rigtigt god ide, siger Rigmor Villadsen.
Børnene skal sikre vor gamle kultur
Formand for Qimussersaq 1971, Ville Siegstad, håber, at GM for børn bliver et fast arrangement for fremtiden.
– Det er meget vigtigt, at fastholde hundeslædekørsel for fremtiden i vor kultur. Derfor håber jeg, at GM for børn bliver et fast arrangement. Hundeslædekørsel, som har eksisteret i rigtigt mange år, er nok den eneste aktivitet i vor kultur, der er en truet kulturarv. Derfor må hundeslædekørsel styrkes, og det kan børnene sikre, siger Ville Siegstad til Tamanut Avannaani.
Avannaata Qimussersua holder 25-års jubilæum den 23. marts 2013 i Ilulissat. Arrangørerne, hundeslædeforeningen Qimussersaq 1971, har travlt.
– 25-års jubilæet er meget vigtigt. Siden opgaven blev givet til os sidste år, har vi været i gang med planlægningen. Vi glæder os, og vore forberedelser kører bare derudad, fortæller Ville Siegstad.
Arrangørerne har travlt
Det er ikke kun selve væddeløbet, som arrangørerne har travlt med, da der er mange andre ting, der skal falde på plads. Underholdningsarrangementer for deltagerne, tilskuerne og udefra kommende gæster skal være på plads en uge inden selve væddeløbet.
– Alt er ordnet med datoer og det hele, siger Ville Siegstad
Det er planen, at der skal deltage 49 hundeslædekørere. Distancen skal være på 40 kilometer.
– Vor plan er, at der kommer deltagere fra samtlige hundedistrikter også helt fra Qaanaaq og Østgrønland. Men vi meget spændte på transporten. Jeg håber, at det kan realiseres, siger Ville Siegstad.
Siden 1975 har Ville Siegstad, der fylder 67 år i denne måned, deltaget i GM i hundeslædevæddeløbene og har været mester op til flere gange. Han er spændt på, om han kan være med igen til næste år:
– I forbindelse med 25-års jubilæet har fælles foreningen af hundeslædeforeninger i Grønland, KNQK, planer om, at tidligere mestre i hundeslædevæddeløb skal deltage. Det er spændende, om det lykkes.
Alle hundedistrikter deltager
KNQK står for planlægningen af transport af deltagere fra hundedistrikterne.
– Ja, jeg tror på, at alle deltager. Hvis alle fra yderområderne skal deltage, vil det koste omkring 2 million kr. Vi arbejder stadig på at finde sponsorer, men det er hårdt, siger formand for KNQK, Mikkel Jerimiassen.
Han er meget glad for, at børne-GM i hundeslædevæddeløb endelig bliver realitet netop her ved 25-års jubilæet.
– Det er også planen, at alle, der er blevet mestre i GM i hundeslædevæddeløb, deltager i 25 års jubilæet. De er alle raske og kører stadig hundeslæde, siger Mikkel Jerimiassen.
Kontakt er vigtigt
Op til 25-års jubilæet finder arrangørerne i Qimussersaq 1971, at det er vigtigt, at der er en stabil og god kontakt til arrangørerne.
Rigmor Villadsen oplyser, at man kan kontakte følgende om Avannaata Qimussersua:
- Koordinator for voksne Niels (Aqqaluartaaq) Petersen npwilliam@grennet.gl.
- Sekretær i Qimussersaq 1971 Jørgen Kristensen norsaq@greennet.gl. Han har i tre sammenhængende år været GM-mester i hundeslædevæddeløb.
- Koordinatorer for GM for børn er Rigmor Villadsen ukati@greennet.gl og sekretær Karen Fenja Siegstad, fenja@greennet.gl.
Læs flere historier og se, hvad der foregår af stort og småt i Qaasuitsup Kommunia. Ugeavisen Tamanut Avannaani kan du hente gratis her: