Forbedrede sin personlige rekord
Løberen Liza Tuperna Itzchaky forbedrede sig med 1,59 minutter ved Berlin Maraton i dag
Liza Tuperna Itzchaky levede ikke op til sin egen målsætning ved Berlin Maraton som blev løbet i dag søndag. Vejret var perfekt til at løbe. Solen skinnede, og temperaturen lå på omkring de 10-12 grader. Ruten var godkendt, og der var masser af tilskuere langs ruten.
- Jeg fik løbet ny rekord, der både er ny personlig rekord og ny rekord for kvinder i Grønland. Den rekord jeg satte i Berlin sidste år på 3.04,02 timer blev i dag forbedret med 1.59 minutter, og lyder nu på 3.02.03 timer, siger Liza Tuperna Itzchaky til Sermitsiaq.AG.
- Jeg var - og er skuffet, men der er ikke så meget at gøre. Mine første 10 kilometer føltes ikke gode. Jeg kunne mærke, at jeg er for anspændt. Kan ikke slappe af i mit løb, og verjtrækningen er ikke helt på plads. Jeg nyder dog løbet, smiler, og er glad for at være i gang.
- Det kniber med at holde farten, og min puls falder. Dette gør den, fordi farten er blevet sat for meget ned, i forhold til hvad jeg skulle kunne løbe konkurrencen med. Mine ben er bare tunge, og jeg kan ikke gøre så meget. Jeg prøver at holde fast, men må ende med bare at løbe med en målsætning om at få gennemført de 42,195 km.
- Jeg ved, at der skal meget til, før jeg ikke sætter ny rekord, men egentlig spiller det ikke den store rolle mens jeg er i gang. Jeg forsøger at koncentrere mig om at holde benene i gang, få et nogenlunde flow, lade være med at spænde for meget. Distancen føles ikke lang, jeg har udholdenhed nok, men i dag, åbenbart ikke nok fart.
I skrivende stund kender vi ikke Liza Tuperna Itzchakys endelige placering.