Før VM brag: Hareide dropper fedtspil
Åge Hareide vil smide tøjlerne i ottendedelsfinalen mod Kroatien efter kritik af kedeligt dansk VM-spil.
Fodboldlandstræner Åge Hareide vil tage nye midler i brug i søndagens ottendedelsfinale for at slå Kroatien.
Hvor danskerne i gruppespillet har fået kritik for at spille kedeligt og defensivt, vil Åge Hareide længere frem på banen for at slå kroaterne, som har været blandt VM's bedste i gruppespillet.
Det siger Hareide fredag formiddag inden landsholdets træning i Anapa.
- Vi får lov til at se Danmark udfolde sig mere, end vi har set i gruppespillet. Vi har haft en stram organisation, og vi har bare været opsatte på at komme videre.
- Nu skal der andre ting til for at komme videre til næste kamp, og så skal vi spille alle vores kort. Vi skal tage større risiko, fordi det er en knockoutkamp.
- Vi vil forsøge at styre kampen med bolden. Det kræver mod og kvalitet at gøre det, siger Åge Hareide.
Han mener, at landsholdet i VM-kvalifikationen viste, at holdet har evnerne til at kunne dominere en kamp.