Fodbold: Sådan spilles GM i 2013
Grønlands Boldspil-Union har nu fastlagt næste års GM-slutrunder både indendørs og udendørs
Grønlands Boldspil-Union, GBU, har nu fastlagt næste sæsons GM’er. Damernes GM i fodbold skal spilles i Qeqertarsuaq. GM spilles i uge 32, som er i starten af august, og der vil deltage seks hold.
Herrernes GM spilles i Qaqortoq i uge 33 med deltagelse af otte hold. Herreungdom spilles i Maniitsoq i uge 32 med deltagelse af seks hold.
Indendørs-GM i fodbold spilles for damernes vedkommende i Nuuk i uge 9, mens herrerne afvikler deres GM indendørs i Ilulissat i samme periode som damerne.
GBU har besluttet, at der maksimalt må deltage 16 hold til indendørs GM. Samtidig ændres spilletiderne. Før spillede man to gange 6 minutter. Det ændres nu til to gange 10 minutter.
Herreungdom får også deres GM-indendørs. Der er dog endnu ikke taget beslutning om, hvor dette skal spilles.