Felix er på vej ned fra himlen

Felix Baumgartner er sendt ud i rummet. Han skal springe fra 36,5 kilometers højde

Felix Baumgartner tager springet fra rummet i dag. Du kan følge med direkte. Foto: Screenshot fra Red Bull Stratos
Offentliggjort

Østrigeren Felix Baumgartner, der vil slå intet mindre end fire verdensrekorder og bryde lydmuren, når han springer ud fra 36,5 kilometer højde, er søndag eftermiddag vestgrønlandsk tid sendt af sted i en specialbygget trykkapsel, båret af en kæmpe plastikballon.

Han skal iført en specialdesignet trykdragt ved 16-16.30-tiden springe mod Roswell-ørkenen gennem iskold og ekstremt tynd luft.

Allerede 30 sekunder efter udspringet rammer Baumgartner lydmuren og bryder den med en hastighed på cirka 1110 kilometer i timen. Seks minutter senere lander den frygtløse østriger ifølge planen med faldskærm i Roswell-ørkenen.

Baumgartner skulle have været sendt op tidligere på ugen, men disse forsøg blevet aflyst på grund af dårlige vejrforhold over den amerikanske stat New Mexico.

Den 43-årige helikopterpilot har trænet i fem år til forsøget, der kan slå verdensrekorderne for højest bemandede ballonflyvning, længste frie fald, højeste hastighed for et faldende menneske og længstvarende frie fald.

- Hvis noget går galt, er det kun Gud, som måske kan hjælpe dig. Hvis du løber tør for held og evner, er der intet tilbage, har Baumgartner tidligere sagt til BBC.

Rekordforsøget følges af forskere og firmaer, som har planer om at sende turister ud i rummet.

Baumgarten har tidligere sprunget fra 29 kilometers højde, og i 2003 svævede han som den første i verden hele vejen over Den Engelske Kanal i en specialbygget fugledragt. Han er desuden kendt for at hoppe ud fra skyskrabere og har lavet såkaldte "base jumps".

Forsøget kan følges live på Red Bulls hjemmeside her.

Powered by Labrador CMS