Faxe Kondi Cup starter i dag
Damernes turnering i håndbold åbner med kampen NÛK – IF Lyseng fra Aarhus. Et dansk dommerpar fløjter i turneringen
I aften, tirsdag, indledes damernes Faxe Kondi Cup i håndbold i Inussivik i Nuuk. De fire bedste fra sidste års GM samt IF Lyseng fra Århus er deltagerne.
De fire hold fra Grønland er Nagdlúnguaq, Ilulissat, SAK, Sisimiut samt NÛK og GSS fra Nuuk. IF Lyseng fra Aarhus spiller til dagligt i serie 2. Den første kamp mellem NÛK og IF Lyseng fløjtes i gang kl. 19.00, mens aftenens anden kamp starter kl. 20.40.
Læs også "Faxe Kondi Cup lige på trapperne"
Det har været nødvendigt at hente et dansk dommerpar op til at fløjte kampene. Grønlands Håndbold-Forbund har ikke fået en aftale i stand med dommerklubben Siggarta, hvorfor disse dommere ikke vil fløjte. Det var den overenskomst, der også var årsagen til, at de grønlandske dommere ikke ville fløjte ved GM i Ilulissat i sidste sæson.
Faxe Kondi Cup er dog en privat turnering, og da ingen ville fløjte, var arrangørerne nødt til at hente hjælp til at få afviklet kampene sportsligt. Der vil dog være grønlandske dommere på banen i turneringen.