Faxe Cup i 20 år
Så tælles der ned til turneringen mellem landets bedste kvindehold i håndbold, der holdes i Nuuk. Men holdene fra kysten kan ikke være med

GSS håndbold arrangerer igen Faxe Kondi Cup 2011 og kan i år fejre 20 års fødselsdag med sin kvinde håndbold turnering, der i alle årene har tiltrukket de bedste kvindehåndboldhold fra hele landet.
Men det er en fødselsdag på en kedelig baggrund, for i år kommer der ingen hold fra Kysten. Det er så vidt vides første gang i turneringens 20-årige historie.
Årsagen er, at økonomien alle steder strammer til, og at spillerne ikke kan være væk hjemmefra i så lang tid, som en turnering varer. De færreste arbejdspladser giver fri med løn for at deltage i den slags, og det betyder, at spillerne selv må betale eller bruge af deres ferie, og det er ikke godt for familierne.
Qaasuitsup Kommunia har afslået at støtte, at de gode håndboldhold i Ilulissat kan deltage. Her er ellers både I-69 og Nagdlunguak oplagte kandidater til at vinde turneringen. SAK i Sisimiut har samlet penge ind for at få råd til at deltage, men spillerne kan ikke være væk så længe, så klubben meldte afbud i sidste øjeblik.
Maniitsoq mener ikke, at deres kvinder i år er gode nok til at deltage. Og Qaqortoq har slet ikke vist interesse. Blot for at nævne holdene fra nogle af de store byer. Og så er der alle de andre, som gerne vil, men som ikke har råd til den dyre rejse.
GSS oplyser, at det kun er FH Island, NÛK og GSS fra Nuuk samt byholdet, der deltager i turneringen.
Byholdet er lidt specielt. Det får nemlig forstærkning fra landsholdspillere fra Danmark, Ilulissat og Sisimiut samt spillere fra de to Nuuk-klubber, som ikke er udtaget til turneringen. Så der kommer nogen spillere med fra kysten til Faxe Cups 20-års-turnering.
- Det bliver meget spændende at se dette hold, siger Rita Egede, der er kasserer for GSS Håndbold.
- Den nye damelandstræner, Jakob Andreassen, vil i øvrigt stå for udskiftning af byholdet, oplyser GSS i en pressemeddelelse. Jakob Andreassen får således mulighed for at vurdere kvindernes niveau.
- Faxe Cup startede i 1991 og har været afholdt hvert år med den målsætning af fremme damehåndbold i Grønland, oplyser GSS' formand Kristian Heilmann.
Grønlands Håndbold Forbund har efterfølgende støttet udviklingen på damesiden, som betyder, at damerne deltager i internationale turneringer og kampe.
Faxe (Royal Unibrew A/S) er hovedsponsor for Faxe Kondi Cup, Ittu.net er medsponsor og Sermitsiak.AG støtter turneringen.
- Mange firmaer har støttet arrangementet igennem de 20 år, som har gavnet udviklingen af damehåndbold i Grønland, siger Kristian Heilmann.
Kampene vises på KNR-TV og sponsorer for disse transmissionen er Faxe, Tele Greenland A/S og BankNordik.
- Derudover har vi et godt samarbejde med Sermersooq Kommunea og Ghb-hallen, siger Kristian Heilmann, der som GSS-formand og
arrangører og initiativtager, takker alle som har været med i stort og småt i de 20 år Faxe Cup har kørt.
Faxe Kondi Cup 2011 starter onsdag d. 19. okt. kl. 19.00 i Inussivik.