Får Grønland lov til at spille på hjemmebane?
Der skal snart ske mirakler, hvis Grønland skal være værtsnation for kvalifikationskampene til De Panamerikanske Mesterskaber. Der er stadig ikke en løsning på dyr transport
Det er stadigvæk ikke afklaret om for-kvalifikationen til De Panamerikanske Mesterskaber i herrehåndbold bliver spillet i Nuuk i oktober måned.
Sermitsiaq.AG har i tidligere artikler beskrevet, at det er den meget dyre flyrejse for de deltagende landes spillere og ledere, der bevirker, at der snart skal et lille mirakel til, hvis turneringen skal gennemføres i Nuuk.
Det er landsholdene fra Canada, USA, Mexico, Cuba, Den Dominikanske Republik, Puerto Rico og Grønland, der skal spille om at komme videre til hovedturneringen om De Panamerikanske Mesterskaber, hvor de tre bedste kvalificerer sig til deltagelse ved de næste verdensmesterskaber. Der skal spilles for-kvalifikation i fire andre lande om de i alt 10 pladser i hovedturneringen til De Panamerikanske Mesterskaber.
Grønlands Håndbold Forbund har ikke opgivet endnu og arbejder på at få økonomien på plads. Senest er en større erhvervsvirksomhed med internationale transportforbindelser gået ind i sagen for om muligt at få nogle bedre aftaler på plads. Ifølge Grønlands Håndboldforbund arbejdes der nu med en model, hvor de deltagende lande rejser fra Panama.
Både landsholdsspillerne, trænerne og ikke mindst Grønlands Håndbold Forbund venter med spænding på en endelig afklaring. Alle har i hele forløbet set frem til, at landsholdet for første gang nogensinde skulle spille en betydningsfuld turnering på hjemmebane.
Appel fra landstræneren
Landstræner Niels Møller appellerer endnu en gang til, at de forskellige instanser sætter sig sammen og på en eller anden måde får underskudsgarantien på plads. De deltagende lande skal selv betale en del af transporten. Det Internationale Håndbold Forbund kommer med 500.000 kroner.
- Jeg kan ikke forstå, at man i Grønland ikke kan se værdien af en så stor sportsevent og så bakke op om arrangementet. Der vil blive spillet nogle meget spændende kampe i de dage turneringen varer. KNR vil få mulighed for at sende kampene til hele Grønland og i Nuuk vil der være næsten 300 håndboldturister siger Niels Møller blandt andet.
Grønland i stærkeste opstilling
Om alt går vel med genoptræningen for de to skadede håndboldligaspillere Minik Dahl Høegh, GOG og Aqqaluk Sørensen, Århus Håndbold vil Grønland til oktober spille i stærkeste opstilling.