En lærerig sidsteplads
Langrendsløberen Karl-Peter Kristensen fra Aasiaat havde sin debut ved VM i langrend for seniorer i Val di Fiemme i Italien. Men den unge skiløber måtte erkende, at der er langt til toppen
22-årige Karl-Peter Kristensen kæmpede hårdt for at gennemføre stafetten ved VM i Val di Fiemme i italien, hvor nordmændene triumferede foran Sverige. Det danske stafethold med Karl-Peter Kristensen sluttede på sidstepladsen ud af 18 deltagende hold.
En sikker sidsteplads har dog ikke taget modet fra den grønlandske skiløber, og han betragter VM-deltagelsen som en stor oplevelse.
- Det var 20 grader varmt, da vi løb, hvor temperaturen pludselige faldt i skyggen. Det var dermed meget svært at få ordentligt glid i skiene, siger Karl-Peter Kristensen til Sermitsiaq.AG.
40.000 tilskuere
Stafetten blev afviklet fredag den 1. marts, hvor tusinder af tilskuere havde købt billet til skistadionet i den italienske skisportsby.
Arrangørerne meddeler at omkring 40.000 tilskuere har fulgt ski-VMi. Og der var især mange tilskuere i målområdet.
- Man får nærmest et chok over den larm, men det var en fantastisk oplevelse at konkurrere mod verdenseliten, siger Karl-Peter Kristensen.
Han skal i konkurrence igen fra fredag den 8. marts til søndag den 10. marts, hvor han skal deltage i de nordnorske mesterskaber. Han tager videre til Nuuk, hvor GM starter den 24. marts.