Annonce
Ekspert: Ukaleq kan blive del af verdenseliten
Ukaleq Slettemark er måske det største talent i Rigsfællesskabets skisport nogensinde, lyder meldingen fra en af de centrale kræfter i dansk skiskydning.
Senest med sin guldmedalje ved junior VM i slutningen af januar, har 17-årige Ukaleq Slettemark bevist at hun har potentialet til at være med helt i toppen af verdenseliten. Det vurderer Christian Borch, der er en af de drivende kræfter i dansk skiskydning og mangeårig skiskydningskommentator hos Eurosport overfor DR.
Annonce
- Hun er det største talent i Rigsfællesskabet inden for skisport i de sidste 20 år – ja, måske endda nogensinde, siger Christian Borch til DR.
- Hun har potentialet til at forandre synet på skiskydning i Danmark, så det ikke bare er noget, som andre nationer dyrker, men som vi også selv kan finde ud af. Jeg forventer, at hun bliver en etableret del af World Cup’en i mange år frem, siger Christian Borch.