Drama for alle pengene
De grønlandske håndboldspillere i Danmark og i Tyskland var i weekenden involveret i meget tætte og meget dramatiske kampe
Vejle Håndbold med en meget velspillende Akutaaneq Kreutzmann i spidsen var på besøg hos GOG, hvor hjemmeholdet skulle forsøge at hente endnu en sejr og udbygge føringen i 1. division.
I en til tider meget dramatisk kamp var det de små marginaler, der til sidst afgjorde kampen til GOGs fordel med en hjemmebanesejr på 22-21 efter 7-11 ved pausen.
Det var tydeligt, at GOG savnede den skadede Minik Dahl Høegh. GOGs cheftræner Jakob Larsen prøvede meget forskelligt uden den sædvanlige succes og gav debut til den nyindkøbte islandske landsholdsspiller Snorri Gudjonsson - også uden den store succes.
Akutaaneq Kreutzmann, der spillede sæsonens bedste kamp, var banens bedste spiller og topscorer for Vejle Håndbold med syv mål.
- Jeg synes, at vi spiller klogt. Forsvarsmæsigt er vi rigtg gode og angrebsmæssigt går det i perioder også rigtig fint. Desværre kører vi trættte i slutningen af kampen sagde en lidt skuffet Akutaaneq Kreutzmann til Sermitsiaq.AG efter kampen.
Tysk gevinst
I Eintracht Hildesheims sejr på udebane 22-23 over SG Leuteshausen i 2. Bundesliga fik Angutimmarik Kreutzmann et meget flot comeback efter en mindre skadespause.
Angutimmarik Kreutzmann kom først på banen i de sidste tyve minutter af 2. halvleg. Mere var heller ikke nødvendigt. For med fem scoringer, heraf to på straffekast, fik Angutimmarik Kreutzmann sin store andel i holdets sejr.
Især det sidste straffekast var spektakulært. Angutimmarik Kreutzmann fortæller:
- De andre på holdet troede ikke, at jeg var rigtig klog, da jeg lavede en omvendt skruebold i stedet for bare at skyde hårdt. Med sådan en bold er man en helt, når det lykkes og en skurk, når det ikke lykkes. Så i dag blev jeg helten og det føles dejligt.
HIK og Finn Lynge sejrede
Så kom HIK og Finn Lynge Frederiksen også på pointtavlen efter holdets første sejr efter oprykningen til 1. division. 27-28 på udebane over Holte.
Finn Lynge Frederiksen scorede to gange på kontra og spillede rigtig solidt i forsvaret.
- Det var en tiltrængt sejr, som vi hev hjem en efter meget koncentreret indsats. Det er en sejr, som vi kan bruge og ikke mindst betyder det meget for vores selvtillid, sagde en meget tilfreds Finn Lynge Frederiksen til Sermitsiaq.AG efter kampen.