Europa League

Dolberg vipper Ajax i Europa League-finalen

En scoring fra Kasper Dolberg i 1-3-nederlag i Lyon betød, at Ajax tog pladsen i Europa League-finalen.

Ajax er videre til finalen i Europa League efter mål af danskeren Kasper Dolberg
Ajax er videre til finalen i Europa League efter mål af danskeren Kasper Dolberg.
Offentliggjort

Kasper Dolberg spillede en af hovedrollerne, da Ajax Amsterdam torsdag aften sikrede sig en plads i Europa League-finalen.

Trods et 1-3-nederlag ude mod Lyon er Ajax klar til finalen om små to uger, hvor Manchester United venter.

De hollandske gæster vandt hjemmekampen 4-1 og kunne derfor tåle et nederlag torsdag.

1-0 efter danskermål

Det var nu Ajax, der kom bedst i gang i Frankrig, og efter en række halve og hele chancer lynede 19-årige Dolberg.

Den danske teenage-komet bragte Ajax på 1-0, da han så en blottelse i hjemmeholdets forsvar og løb en stikning op.

Fra venstrekanten styrede Dolberg mod målet, hvor Lyon-keeper Anthony Lopes kom farende ud. Med et elegant vip lagde danskeren bolden over Lopes til Ajax-føring.

Lyon-forsvareren Rafael forsøgte at løbe bolden op, men brasilianeren kunne ikke nå bolden.

Kasper Dolberg var også på pletten i det første opgør for en uge siden, hvor han scorede til 2-0.

Ajax havde chancer til mere i første halvleg, men kampen tog en drejning umiddelbart før pausen. Her scorede Lyon to gange ved topscorer Alexandre Lacazette.

Først blev Lacazette fældet i straffesparksfeltet, og han udlignede selv til 1-1 fra pletten. Ajax-keeper Andre Onana blev fintet til den ene side, og Lacazette lagde bolden i den anden.

Lyon i front

Kort efter stod målscoreren klar til at prikke Lyon på 2-1 efter en tværpasning fra Nabil Fekir.

De to scoringer gav håb om et fransk comeback. Anden halvleg blev en regulær slagudveksling, hvor de to mandskaber gik hårdt til hinanden og tilsammen ragede seks advarsler og en udvisning til sig.

Lyon kom til flere gode muligheder, men ofte med spark udefra, der gik en halv til to meter over mål.

I den anden ende var Kasper Dolberg en evig trussel. Han lå konstant og lurede på muligheden, og han fik da også afsluttet et par gange uden held.

Den anden Ajax-dansker, Lasse Schöne, blev pillet ud efter en lille times spil med Donny van de Beek.

Van de Beek havde et kvarter før slutfløjt et godt forsøg på overliggeren.

I stedet lykkedes det Rachid Ghezzal at score til 3-1 i den anden ende for Lyon. Og da Ajax-spilleren Nick Viergever kort efter fik sin anden advarsel og fik marchordre, var der lagt op til en hæsblæsende afslutning.

Møder United i finalen

Det lykkedes dog Ajax at klare sig igennem en række stormfulde minutter uden yderligere franske scoringer.

I den anden semifinale spillede Manchester United på hjemmebane 1-1 mod Celta Vigo. Englænderne er videre til finalen med samlet 2-1 efter en 1-0-sejr på udebane.

Europa League-finalen mellem Ajax og Manchester United spilles 24. maj i Stockholm.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS