DM i karate 2010

– Vores tur til Danmark i år var en utrolig lærerig oplevelse med pæne resultater. Det blev til 2 guldmedaljer og 1 bronze, men udover de pæne medaljer kan vi også fremhæve de ting vi lærte af oplevelsen, fortæller Camilla Jansen og Kasper Dyrberg.

Inden stævnet var Kasper Dyrberg fire dage i Odense, hvor han fik mulighed for at få træning og husly af sensei (læremester) Leif Plaetner som er 5-dan.

– Under mit ophold hos ham lærte jeg, at det at træne karate er mere end bare at komme i klubben 3 gange om ugen og lave nogle øvelser, nej man skal "leve karaten", fortæller Kasper.

– Først når man "lever karaten" kan man blive en karate mester. Jeg siger ikke, at vi blev mestre på turen, men bare det at opleve de ting, vi oplevede, har gjort os mere erfarne, og dermed udviklet vores evner både fysisk og mentalt.

– Det var en fantastisk oplevelse. Det startede med en meget stemningsfyldt indmarch med høj musik, hvor alle, børn og voksne deltog, og det gav et sug i maven. Først der gik det op for Camilla, hvor stort et stævne, der var tale om.

– Jeg fik varmet godt op inden min første kata kamp mod en pige fra Horsens. Hun var altså på hjemmebane, fortæller Camilla og fortsætter:

– Min kata gik ok, men hun var også virkelig dygtig, og det skulle vise sig, at hun faktisk var den dygtigste af de modstandere jeg fik i Kata. Jeg vandt med dommerstemmerne 2 -1, så det var en meget kneben sejr. I semifinalen mødte jeg en pige fra Glostrup, min kata var simpelthen perfekt, så det var en sikker sejr med alle 3 dommerstemmer.

– I finalen mødte jeg en pige fra Allerød. Kæmperne fra Allerød plejer at være rigtig gode, og det var min modstader i finalen også, men hos dommerne var der heldigvis igen tvivl, så jeg vandt finalen med alle 3 dommerstemmer, oplyser hun.

I kumite var vi slået sammen med pigerne, der var et år ældre, og i min første kamp mødte jeg hende, der havde vundet kata i gruppen for 11/12 årige piger. Jeg forsøgte mig med angreb fra starten, for at sætte mig lidt i respekt, men hun var hurtig på contra og scorede nogle nemme point, desværre. Undervejs var hun uheldig og ramte mig ret hårdt i ansigtet, så jeg fik en rigtig blodtud. Kampen var stoppet et par minutter, mens jeg blev tilset af en læge, og min storesøster, der også var min coach, støttede mig og hjalp mig på benene igen. Jeg valgte selv at kæmpe videre, men må erkende, at min modstander var noget bedre og noget mere rutineret. Så det må jeg bruge det næste år på at øve mig i og blive endnu bedre, siger ti-årige Camilla.

Kasper Dyrbergs oplevelser fra stævnet er meget lig Camillas.

– Men da jeg var afsted sidste år, havde jeg jo dog alligevel oplevet, hvordan tingene forgik og var på den måde ikke overvældet, da jeg vidste hvad jeg gik ind til, siger han.

– Mine kata kampe kørte som de skulle med enkelte nervøsitets små fejl, men ikke noget som gjorde, at jeg tabte, og jeg triumferede med en guldmedalje efter en forrygende finale kamp, fortæller Kasper og tilføjer, at hans Kumite kampe gik knap så godt

– Man kan vel ikke sige andet end, at dem, jeg mødte, var bedre end mig, og jeg måtte se mig slået, men gik derfra med god motivation til næste gang!