fodbold

Delaftale i konflikt: Danmarks fodboldkvinder stiller op i Ungarn

Delaftale er på plads, så kvindelandsholdet i fodbold kan spille VM-kamp i Ungarn trods konflikt med DBU.

Offentliggjort

Kvindelandsholdet i fodbold og Spillerforeningen er blevet enige med Dansk Boldspil-Union (DBU) om en delaftale, der betyder, at holdet stiller op til VM-kvalifikationskampen tirsdag i Ungarn.

Det skriver Spillerforeningen og DBU i en fælles pressemeddelelse.

Efter langstrakte forhandlinger, hvor parterne ikke har kunnet nå til enighed om en ny aftale, fik parterne natten til mandag en "fælles delaftale" på plads.

Det skete i samarbejde med LO (Landsorganisationen i Danmark) og DIF (Danmarks Idrætsforbund), lyder det i pressemeddelelsen.

DBU-direktør Claus Bretton-Meyer glæder sig over, at kampen mod Ungarn kan gennemføres med det bedst mulige hold.

- Det er godt for kvindelandsholdet og for alle i dansk fodbold, at vi kan spille den vigtige VM-kvalifikationskamp og igen få fokus på det sportslige, siger Claus Bretton-Meyer.

Nu skal resten af aftalen skrues sammen på den anden side af tirsdagens kamp. Det er et skridt på vejen, mener Spillerforeningens direktør.

- Delaftalen er et skridt i den rigtige retning, og kvindelandsholdsspillerne er glade for, at de på det grundlag nu kan fokusere fuldt og helt på kampen i Ungarn i morgen, siger Mads Øland i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS