Danmark fuldender EM-mirakel
For en uge siden så det umuligt ud, men nu er Danmark klar til EM-semifinalen efter sikker sejr over Sverige

Ambitionen for de danske håndboldherrer var at vinde guld ved EM i Serbien. Den ambition er kommet meget tættere på, efter Danmark overbevisende vandt 31-24 over Sverige onsdag aften.
Danmark er nu klar til semifinalen efter et helt vanvittigt forløb i mellemrunden ved EM. Det medførte de hidtil største danske jubelscener efter sejren.
Forinden den danske nedsabling af Sverige havde Polen hjulpet Danmark med en kneben sejr over Tyskland, så danskerne blot skulle vinde over svenskerne for at nå blandt de sidste fire nationer.
Læs "Polsk sejr hjælper Danmark"
Det scenarie var blot et af flere scenarier, der er gået Danmarks vej i mellemrunden, og nu er det helt utænkelige sket. Danmark står i EM-semifinalen og er igen blandt de absolutte favoritter til at gå hele vejen.
Selv om arvefjendeopgøret mod Sverige var den hidtil mest vigtige kamp ved EM, så var det samtidig den letteste af de foreløbig seks kampe, danskerne har spillet.
Allerede ved pausen førte Danmark med 18-11 efter en mindre magtdemonstration. Det virkede ikke, som om svenskerne var specielt motiverede, og det har været et skuffende EM for de nordiske naboer.
Fløjen Anders Eggert og målmand Niklas Landin fortsatte storspillet fra mandagens sejr over Tyskland, og Mikkel Hansen virkede også meget tændt med flere flotte scoringer.
Kasper Søndergaard var skarpere end længe set. Højrebacken spillede sin bedste kamp ved EM indtil nu.
Med andre ord fungerede offensiven fint, og den blev endnu en gang anført af playmaker Bo Spellerberg, der har overhalet Thomas Mogensen og Rasmus Lauge ved denne slutrunde.
Det danske forsvar havde til gengæld store problemer med svenskernes store stjerne Kim Andersson, men ellers kunne Sveriges bagspillere ikke true Danmark.
Veteranen Lars Christiansen kunne desuden glæde sig over sit mål nummer 1500 for det danske landshold, da venstrefløjen bragte holdet foran 28-20 mod Sverige.
Danmark møder nu Spanien i semifinalen ved EM, og det bliver således en gentagelse af sidste års VM-semifinale. Dengang vandt Danmark, men tabte VM-finalen til Frankrig.