OL i Rio
Danmark donerer kæmpe OL-model af Rio bygget i Lego
Rio i miniatureform er blevet bygget af knap en million legoklodser. Det har taget 50 mand i alt 2500 timer
I 12 måneder har 50 professionelle legobyggere arbejdet på at sætte klodser sammen til en minikopi af den OL-aktuelle by Rio, skriver Reuters.
Modellen er en gave fra den danske regering til Rio, der er vært for årets sommer-OL.
Legobyggeriet er det største, der nogensinde er blevet lavet af den danske legetøjsgigant i Latinamerika.
Samlet har det taget 2500 mandetimer at gengive storbyen med stadioner, hoteller, strande, sejlsportsområder, de olympiske ringe, tilskuere, idrætsudøvere og Rios ikoniske monumenter.
Efter et års byggeri er sidste klods blevet sat i værket, fortæller Paul Chrzan, der har ledet de 50 samlere.
- Tre forskellige lande har været involveret i at skabe alle de vartegn, der kan ses her. Vi har bygget 25 forskellige Rio-vartegn, og de er alle synlige, siger han med henvisning til den massive skulptur.
Miniaturebyen er bygget med cirka 953.000 farverige plastikklodser og står på et plateau på fem gange seks meter.
Der er blevet brugt ti forskellige størrelsesforhold i arbejdet med at få legoklodserne på plads.
Hvis det hele var blevet gengivet i samme størrelsesforhold, ville man for eksempel ikke kunne se de forskellige stadioner, fordi de ville være ekstremt små i forhold til hotellerne.
- Vi har proppet alt ind i byen, vi overhovedet kunne, siger Paul Chrzan til Reuters.
Lego har samarbejdet med den danske regering om gaven til Rio, hvor OL bliver åbnet fredag.
Ifølge den officielle OL-hjemmeside er maskotterne for de olympiske lege og de paralympiske lege, Vinicius og Tom, også blevet bygget i legoklodser. Det er første gang, at sportsbegivenhedens maskotter har fået deres egen legoversion.
De består af 197 legokomponenter.
/ritzau/