Danmark bankede Island - og vandt gruppen

De danske håndboldherrer vandt 36-28 over Island og snuppede dermed førstepladsen i gruppe B ved håndbold-VM

Danmarks Mikkel Hansen, da Danmark onsdag mødte Island under Håndbold VM i Sevilla, Spanien. Foto: Jens Dresling/Polfoto
Offentliggjort

De danske medaljedrømme ved håndbold-VM lever i bedste velgående, efter at Danmark onsdag aften overbevisende slog Island med 36-28 i en af nøglekampene i gruppe B.

Med sejren er Danmark sikker på at slutte på førstepladsen i gruppen uanset resultatet af den sidste gruppekamp mod Makedonien på fredag.

Med fire danske sejre på stribe har landstræner Ulrik Wilbek fået det nøjagtigt som ønsket.

Danmark møder i 1/8-finalen nummer fire og dermed den lettest mulige modstander fra gruppe A.

Det er endnu ikke på plads, hvem det bliver, da både Brasilien, Argentina og Tunesien kæmper om den sidste plads i den gruppe.

Læs "Islandske stjerner: Danmark er favorit til at vinde VM"

Det danske mandskab virkede mere tændte mod Island end i de foregående tre kampe.

Blandt andet blev Hans Lindberg hidsig på Kasper Søndergaard efter et dansk boldtab, og der blev skældt ud med store bogstaver i første halvleg.

Det var endda i en periode, hvor Danmark var foran med et par mål. Lindberg selv var ustyrlig i de første 30 minutter, hvor han hamrede fem flotte mål ind på seks forsøg.

Mikkel Hansen fik efter en skidt start også gang i spillet og bragte med to scoringer Danmark foran 8-5. Et forspring, der holdt hele vejen til pausen, hvor Danmark førte 16-13.

I anden halvleg begyndte danskerne bedst og etablerede en solid føring på 27-20.

Målmand Niklas Landin diskede op med flere store klasseredninger i den periode - blandt andet tog han et straffekast.
Og Lindberg, Mikkel Hansen og også Henrik Møllgaard leverede glimrende aktioner i det danske angreb, hvor islændingene ofte lignede statister.

Især må det glæde Wilbek, at Mikkel Hansen for alvor stemplede ind i VM-turneringen med masser af mål og gode afleveringer i anden halvleg.

Sejren var aldrig for alvor i fare i løbet af kampen, og det var egentlig lidt skuffende, at Island ikke kunne udfordre Danmark bare lidt mere.

Man må konstatere - trods sejrene over Island og også Rusland - at Danmark mangler at blive testet mod en af de helt store VM-favoritter som Spanien, Kroatien eller Frankrig.

Dermed ikke sagt, at Danmark ikke ville kunne slå de pågældende nationer, for spillet nærmer sig noget af det, man har set ved VM i Sverige i 2011 og EM i Serbien sidste år, hvor Danmark snuppede henholdsvis VM-sølv og EM-guld.

Danmarks næste kamp mod Makedonien spilles fredag klokken 16.15. vestgrønlandsk tid.

Powered by Labrador CMS