Annonce
Chefredaktøren anbefaler: Bruce Lee – den store inspirator
Bolethe Stenskov har altid vidst, hvad hun ville have, og hvad hun vil opnå, og så har det sådan set været op til personerne i hendes liv, om de vil følge med eller ej. Hun har netop fået sit drømmejob på kommunen i Qaqortoq og blev for nylig også Grønlands Idrætsforbunds første kvindelige formand.
Bolethe Stenskov er lige rykket til Qaqortoq efter 27 år i Narsaq. Hun er selv opvokset i flere forskellige byer, og ville gerne give sine egne børn mere stabilitet, selvom hun egentlig ikke syntes, det var slemt at flytte rundt, da hun selv var lille.
Annonce
- Jeg tilpasser mig meget hurtigt. Det har været en fordel for mig gennem mit liv, men ulemperne har også været, at jeg ikke lærte min bedsteforældre at kende for eksempel. Så min mand og jeg besluttede, at vi skulle bo i trygge Narsaq, indtil børnene var voksne og selv kunne leve deres liv, siger hun.
Når hun selv er vant til at flytte så meget rundt, kræver det tilvænning at være ét sted i næsten tre årtier. Der har det hjulpet hende rigtig meget, at hun har været en del af sportens verden. På den måde har hun kunnet komme ud. Hun har set næsten hele Grønland og været flere steder i udlandet i forbindelse med sport.
Hendes forældre er sydgrønlandske, og den 57-årige første kvindelige formand for Grønlands Idrætsforbund er selv født i Narsarmijit. Men størstedelen af hendes barndom boede hun i Qaanaaq – første gang, da hun var omkring fem år gammel – og har den dag i dag en ubeskrivelig længsel til byen og i virkeligheden føler hun, at det er hendes hjem. Også selvom hun ikke er der særlig tit. Når hun i sportslige sammenhænge kommer tilbage, føler hun altid, at hun bedre kan trække vejret. Hun kan ikke huske, hvad hun tænkte og følte, da hun landede i Qaanaaq første gang, men hun har mange skattede minder derfra.
Da hun skulle konfirmeres i 1979, flyttede familien til Nanortalik. Da var Bolethe vant til sol døgnet rundt om sommeren og mørke døgnet rundt om vinteren. De flyttede om sommeren, og da de stoppede i Kangerlussuaq var det begyndt at blive mørkt. Om sommeren.
- Jeg blev helt bange, griner hun.
Ingen skær fra stearinlys
Hendes far, Amandus Petrussen, var præst og på den tid, havde præsterne ikke selv noget at skulle have sagt. Blev de forflyttet, så blev de forflyttet. Så hun har i sin barndom boet i blandt andet Narsaq, Alluitsup Paa og Qaqortoq.
- Min far havde frirejse hvert år, så vi havde været i Danmark og sydpå. Jeg havde således oplevet, at der var mørke om sommeren. Det var bare anderledes, at der var mørkt om sommeren herhjemme, forklarer hun.
Hun kommer også i tanke om den første jul i Nanortalik.
- Julen i Qaanaaq var noget helt specielt med stearinlys ved vinduerne og dejligt sammenhold. Jeg husker tydeligt, at jeg græd juleaften Nanortalik, og min mor kom og spurgte hvorfor. ”Jeg kan ikke se stearinlysets skær”, fortæller hun i dag med et grin. Men dengang stortudede den unge Bolethe, der blev traumatiseret over solen juleaften.
Hun husker også, at hun syntes, at sydgrønlænderne snakkede helt vildt langsomt, siger hun med et suk og et grin.
- Jeg kunne ikke snakke sydgrønlandsk, så jeg snakkede kun på dansk med mine venner og klassekammerater i de første måneder, siger hun og tilføjer, at hun stadig snakker nordvestgrønlandske dialekt, men også er blevet meget sydgrønlandsk.
Sport er livet
Bolethe Stenskov har fra barnsben altid været aktiv. Der var meget udeleg, der involverede en eller anden form for konkurrence. Det kunne være med hundeslæde eller rundbold.
Derudover var hendes forældre aktive i mange forskellige kulturelle og sociale arrangementer. De var meget interesseret i især fodbold og boksning sport, som de følger med i tv udsendelser, så det kommer ikke fra fremmede. Da familien flyttede til Nanortalik, meldte Bolethe sig ind i forskellige sportsklubber. Hun prøvede sig frem med eksempelvis fodbold, indtil hun fandt taekwondo.
- Som barn var jeg helt vild med Bruce Lee, og vi plejede at lege, at vi var Bruce Lee, griner hun.
En dag hørte hun, at der ville komme en udefra og opstarte en taekwondoklub i Nanortalik. Hun tog derover, og så var hun solgt.
- Jeg var den eneste pige, så jeg blev trænet op som en lille dreng, griner hun.
Siden da har sporten været så stor en del af hendes liv, at hun aldrig har holdt en konventionel ferie med sin familie, fordi sportsarrangementer for det meste bliver holdt i de almindelige ferieperioder.
- Min familie har været nummer to på det område, siger hun ærligt, men tilføjer, at hun altid har prioriteret familien, når hun kom hjem.
Hun kan ikke engang huske, hvornår hun sidst har holdt ferie med sin familie. Når de så holder ferie samlet, er der konsensus om at det skal være en naturferie, hvis det er her i landet. Hvis ferien går til sydens varme og sol, kan Bolethe godt lide at slænge sig på stranden og få sig nogle oplevelser.
Krævede støtte
Bolethe Stenskov er den yngste af tre søskende - en efternøler. Hendes ældre søskende er henholdsvis 13 og otte år ældre, så hun er ikke vokset op med dem. I forbindelse med G-60 røg de til Danmark på uddannelse, så hun så dem kun i sommerferierne. Hun fik først et rigtigt forhold til dem, da hun blev voksen.
- Jeg er altid blevet forkælet af dem. Jeg har altid fået masser af gaver, siger hun om sine søskende, der i dag bor i Narsaq.
Deres mor, Frederikke Petrussen, var i gang med at uddanne sig til jordemoder, da hun blev gift med Amandus. Hun nåede ikke at blive færdig med uddannelsen. For blev en kvinde først gift, måtte hun ikke fortsætte uddannelsen. Men hun fortsatte med at arbejde indenfor sundhedsvæsenet. Og så var hun meget kreativ og god med sine hænder.
Som ung, var det ikke interessant nok for Bolethe. Hun fulgte kun sin mor i det, hun selv fandt interessant.
- Det har jeg ærgret mig over de senere år, men jeg var meget fars pige og fulgte ham i det, han lavede, siger hun.
Selv har Bolethe manden, den to år yngre Poul Stenskov, som hun har sønnerne Minik, Nikki og Mikkel med.
- Da jeg mødte min mand…
Bolethe begynder at grine og ved egentlig ikke rigtig om hun egentlig vil sige det næste, hun skal til at sige. Men hun fortsætter:
- Jeg sagde til ham, at jeg ville finde en anden, hvis han ikke støtter mig.
Hun griner endnu mere.
- Det accepterede han og nu har vi været gift i over 30 år, siger hun.
Hun griner igen.
- Vi flyttede som sagt hertil 1. juni, på grund af mit drømmejob, så jeg har bare taget ham med.
- Hahahaha!
- Så han skal til at lede efter et arbejde, griner hun undskyldende.