Canadisk skicrosser død efter styrt

Den canadiske skicrosser Nick Zoricic er død efter et fald under et World Cup-løb i schweiziske Grindelwald

Søndagens konkurrencer i Grindelwald er blevet aflyst efter dødsfald i VM konkurrencen i dag lørdag. Polfoto: SAMUEL TRUEMPY
Offentliggjort

Skisporten blev lørdag eftermiddag ramt et tragisk dødsfald. Den canadiske skicrosser Nick Zoricic omkom efter et fald under et World Cup-løb i schweiziske Grindelwald. Zoricic blev kun 29 år gammel.

Ifølge den svenske tv-station SVT kom Zoricic galt af sted på det sidste hop og landede uheldigt i sikkerhedsnettet udenfor banen.

Canadieren blev bevidstløs fragtet til et sygehus i helikopter, men livet stod ikke til at redde. Konkurrencerne i Grindelwald blev stoppet efter det tragiske dødsfald.

- Det er en forfærdelig dag for skisporten. Der er en forfærdelig stemning i Grindelwald lige nu. Løbere og ledere går rundt og græder. Alt er bare trist og sørgmodigt.

- Vores tanker går først og fremmest til det canadiske hold og til hans familie. Nu må vi bare pakke sammen, siger landstræner for det norske skicross-hold, Audun Grønvold, til nyhedsbureauet NTB.

Også i den svenske lejr er der dyb medfølelse og nærmest choktilstande over dødsfaldet.

- Fy for søren. Det er tragisk, det der er sket.

- Man forstår ikke, hvad der er sket. Det var årets bedste konkurrence med godt vejr, og alle var begejstrede. I næste sekund så stopper alt op, siger Sveriges landstræner John Lindh til nyhedsbureauet TT.

Søndagens konkurrencer i Grindelwald er blevet aflyst.

Powered by Labrador CMS