futsal
Bymesterskab ramt af afbud fra GM-mestre
Grønlandsmestrene i indendørsfodbold hos herrer, B-67, melder afbud til bymesterskaber
Tre klubber deltager i bymesterskabet i indendørsfodbold i futsal i Nuuk. Grønlandsmestrene fra B-67 har meldt afbud til stor skuffelse hos arrangørerne fra NÛK.
Grønlandsmestrene i indendørsfodbold hos herrer B-67 har valgt ikke at stille op til byturneringen i Nuuk, der startede i weekenden.
- Der bliver kun spillet 2 gange 6 minutter, hvor der ellers bliver spillet 2 gange 20 minutter ifølge reglerne for futsal. Flere af vores spillere har også meldt afbud. Vi har derfor valgt at melde afbud til bymesterskabet, fortæller træner for B-67 René Olsen til Sermitsiaq.AG.
Mange kampe
Arrangørerne af bymesterskabet NÛK har også forståelse for, at B-67 ikke har ønsket at spille i 2 gange 6 minutter.
- Der er ifølge programmet til byturneringen 53 kampe, der skal afvikles, og vi har kun idrætshallen to søndage. Det ville tage flere uger, hvis vi skulle afvikle 53 kampe kamp i fuld futsal-spilletid på 2 gange 20 minutter, forklarer Ulf Abrahamsen, der er træner for NÛK, til Sermitsiaq.AG.
Byturneringen hos herreseniorer bliver derfor afviklet med deltagelse fra NÛK, GSS og Sineriak Futsal. Der bliver også afviklet bymesterskab for yngre oldboys og ældre oldboys, hvor B-67 deltager.
Byturneringen i Nuuk slutter på søndag.
Herrernes GM i futsal bliver afviklet i Maniitsoq i slutningen af marts.