VM
Brasilien er under enormt pres ved VM
Det brasilianske fodboldlandshold skal gøre det, der kiksede, sidst VM-slutrunden blev afviklet i Brasilien. Landstræner Luiz Felipe Scolari er optimist
Presset er enormt. Og sporene skræmmer for Brasilien, før VM begynder i det stolte fodboldland.
Rigtig mange brasilianere forventer, at landet den 13. juli vil eksplodere i en jubelrus efter finalen på Maracana i Rio de Janeiro. Men det bliver ingen nem opgave at hjemtage Brasiliens sjette VM-guld.
- Spillerne er under et enormt pres, og de ved ikke, om de kommer til at vinde eller tabe, siger den tidligere storspiller Ronaldo, der med 15 mål har rekorden som den mest scorende spiller i VM-historien.
- Det er naturligvis et ekstra ansvar, når man spiller i sit eget land. Det brasilianske folk håber naturligvis, at det hele går perfekt, så Brasilien vinder, siger VM-guldvinderen fra 1994 og 2002.
Spillerne på Brasiliens VM-hold skal dog ikke kun forholde sig til muligheden for at vinde slutrunden på eget græs. De spiller også i skyggen af et nationalt traume.
I 1950 var Brasilien for hidtil eneste gang vært for VM, og landet var storfavorit til at tage guldet.
Blot uafgjort ville række i den afgørende kamp mod Uruguay i finalegruppen, men Brasilien endte med at tabe 1-2, og omkring 200.000 tilskuere sad efterfølgende lamslåede og tavse på Maracana.
Historikken er kun med til at gøre presset endnu større på Neymar, Thiago Silva, Hulk og de andre brasilianske stjernespillere.
Ronaldo forventer dog, at spillerne kan håndtere de høje forventninger.
- Vi har et virkelig godt hold, men presset er stort. Men det har det altid været for brasilianske hold, så spillerne er vant til det enorme pres, siger han.
Manden, som er mest under pres, er nok landstræner Luiz Felipe Scolari. I slutningen af 2012 gik han i gang med sin anden periode som landstræner, efter at det brasilianske fodboldforbund sparkede Mano Menezes ud.
"Big Phil" har dog massiv erfaring at trække på. Ikke mindst fra sin første periode som landstræner fra 2001-02, hvor han førte Brasilien til VM-guld ved slutrunden i Japan og Sydkorea.
Den 65-årige træner, der også førte Portugal frem til finalen ved EM på hjemmebane i 2004, har da også selvtilliden i orden.
- For hver dag, der går, bliver jeg mere og mere sikker på, at vi kommer til at vinde VM. Jeg ved, at vi skal respektere de andre hold, men generelt set er vi bedre, siger Luiz Felipe Scolari.
Andre føler sig også på sikker grund ved at have den tidligere Chelsea-manager ved roret under VM.
- Jeg mener, at Scolari er den rette mand på det rette tidspunkt, siger den tidligere topspiller Juninho Paulista, som også var med til at vinde VM-guld i 2002.
- Han følger med i, hvad der sker uden for banen. Hvordan spillerne opfører sig, om de giver sig fuldt ud, og om de støtter deres medspillere, når de sidder på bænken, siger Juninho Paulista.
Brasilien er storfavorit til at vinde gruppe A, hvor modstanderne er Mexico, Kroatien og Cameroun.
I 1/8-finalerne ryger værtslandet formentlig ind i en meget stærk modstander, eftersom gruppe A bliver parret med gruppe B med Spanien, Holland, Chile og Australien.