dansk håndbold
Billeder: Kæmpe jubel - GOG i slutspillet efter vildt comeback
Med en scoring til uafgjort i de allersidste sekunder blev der torsdag aften jublet til den helt store guldmedalje i GOG Arena. Akutaaneq Kreutzmann blev GOG's topscorer med fem mål
Der var i det TV-transmitterede opgør mod HC Midtjylland på forhånd lagt op til noget stort. Et uafgjort resultat var nok for GOG for at være helt sikker på deltagelse i det prestigefyldte slutspil om det danske mesterskab. Flere timer inden kampstart var der en utrolig stemning i GOG Arena. 750 sponsorer var samlet til spisning. Der var sponsorcykelløb. Og da de to dommere fløjtede kampen i gang var alle pladser på lægterne besat. Der var forventning om noget stort.
Om det var forventningerne, der var skruet for højt op eller det var kampens betydning, der spillede ind og i lange perioder gav spillerne 'gummiarm', skal være usagt, men GOG var i lange perioder i store problemer. HC Midtjyllands bagkæde scorede nærmest efter et behag. Og efter de første 11 minutter var GOG bagud 4-8.
Midtjyderne bevarede forspringet i resten af 1. halvleg. Pausestilling 12-16.
Fantastisk comeback
Det skulle dog blive værre. 12-18 stod der pludselig. På tilskuerpladserne bredte den matte stemning sig, og på banen lavede GOG den ene fejl efter den anden. Og så lige med et kom der liv både på banen og på tilskuerrækkerne. En indskiftning veteranmålmanden Søren Haagen gav de nødvendige redninger til, at der kunne komme gang i GOGs berømte kontramaskine. Pludselige var det de store og tunge HC Midtjylland spillere, der var i problemer. De seks mål var indhentet ved stillingen 20-20. Og så var der som altid lagt op til drama i de sidste minutter.
Både Akutaaneq Kreutzmann og Minik Dahl Høegh scorede meget vigtige mål i den dramatiske afslutning. Med 30 sekunder tilbage var GOG igen presset og bagud 27-28. En timeout og en scoring til 28-28 i de allersidste sekunder af Kasper Kildelund sikrede GOG det vigtige ene point.
Akutaaneq Kreutzmann blev GOG's topscorer med fem mål. Minik Dahl Høegh scorede fire.
Sæsonens mål indfriet
- Det her er kæmpestort. Vi skal ikke på sommerferie efter den sidste kamp i grundspillet på onsdag mod Bjerringbro-Silkeborg. Vi skal i stedet foreløbig spille seks kampe på meget højt niveau i slutspillet og med mulighed for at komme i semifinalen om det danske mesterskab, så vores store mål for sæsonen er indfriet, sagde en meget glad og tilfreds cheftræner Jakob Larsen til Sermitsiaq.AG efter kampen.
Se billeder under denne tekst