Bendtner: Den værste dag i mit liv
Nicklas Bendtner valgte at acceptere kæmpebøde, for ikke at trække sag om spirituskørsel i langdrag
Bendtner accepterer kæmpebøden fra Københavns Byret, der har idømt fodboldspilleren en bøde på 842.000 kroner og frakendelse af kørekortet i tre år for spirituskørsel
- Jeg er ikke interesseret i, at det skal fortsætte. Jeg har det skidt nok, som det er, sagde Bendtner efter mødet i retten.
- Jeg kan roligt sige, at det er den værste dag i mit liv, sagde Bendtner.
Bendtners forsvarer Michael Juul Eriksen argumenterede ellers for, at bøden skulle sættes ned til en fjerdedel, fordi Bendtner skal tjene sine penge på 12 år, og at det derfor var urimeligt at udregne bøden på baggrund af hans nuværende høje årsløn.
Men Bendtner ønskede ikke at trække sagen i langdrag.
- Jeg kan ikke beskrive, hvor meget smerte jeg går igennem, sagde han.
Bendtner blev dømt til at betale en bøde på de 842.000 kroner samt sagens omkostninger på 3300 kroner og cirka 800 kroner for en blodprøve.
Herefter forlod Bendtner og hans forsvarer retssalen, men de kom hurtigt igen og accepterede dommen.
- Jeg er utroligt ked af min handling, sagde Bendtner.
Bendtner blev natten til søndag stoppet i sin bil, fordi han kørte mod færdselsretningen natten til søndag. Blodprøven viste en promille på mindst 1,75.
- Vi er alle mennesker. Vi laver alle sammen fejl. Jeg er utroligt ked af det, og det kommer ikke til at ske igen, sagde han.
Samtidig viste det sig, at hans engelske kørekort ikke længere var gyldigt. Bendtner sagde i retten, at han ikke vidste, at kørekortet ikke længere var gyldigt.
Ifølge Bendtner selv, har han endnu ikke været i kontakt med Juventus. Han skal snakke med klubben, når han senere i dag vender tilbage til Torino.