Champions League
Barcelona skrev historie med vildt comeback
Nede 0-4 efter den første kamp så det sort ud for Barcelona. Men efter en uforglemmelig afslutning spillede holdet sig i CL-kvartfinalen med 6-1 over Paris SG
Da fløjten lød, kunne han ikke længere styre sig.
Luis Enrique, Barcelonas ellers så afmålte træner, stormede ind på Camp Nous græsplæne, og han lignede en, der kunne slubre hyldesten i sig hele natten.
- Jeg fik sikkert en forstrækning, men det var det værd, jokede Enrique, da han havde fået vejret.
Han havde netop set sit hold levere en præstation, som vil blive husket meget længe.
Nede 0-4 fra den første ottendedelsfinale i Champions League mod Paris Saint-Germain var der brug for et mirakel.
Da catalonierne efter 87 minutters returkamp onsdag aften fortsat manglede tre mål, lignede det en håbløs mission.
Men tre mål i de sidste, vanvittige minutter gav Barcelona en 6-1-sejr og et avancement, de færreste havde troet muligt.
- Dette er en historisk præstation, der vil blive husket for evigt, sagde klubbens præsident, Josep Maria Bartomeu.
At Luis Enrique leverede hidtil usete jubelscener er til at forstå. Det er blot en uge, siden han offentliggjorde, at han forlader Barcelona til sommer.
Selv om han har skaffet klubben et væld af titler, var han kommet under beskydning - ikke mindst efter afklapsningen i Paris for tre uger siden.
Hvis Luis Enrique har følt sig urimeligt behandlet, gav han et effektfuldt svar onsdag aften.
Barcelonas bedrift får sin egen plads i fodboldens historiebøger. Aldrig tidligere i Champions League er det lykkedes et hold at gå videre efter at have tabt 0-4 i den første kamp.
Indskiftede Sergi Roberto vil for altid stå som matchvinderen efter at have scoret det sjette og afgørende mål, men det var Neymar, der var manden bag den uforglemmelige afslutning.
Den brasilianske angrebsstjerne scorede til 4-1 på frispark og til 5-1 på straffespark, inden han stod bag Sergi Robertos sejrsmål med en følt aflevering dybt inde i overtiden.
- Jeg kastede mig ind i bolden med alt, hvad jeg havde. Vi var meget nedtrykte, da vi kom hjem fra Paris, så dette er utroligt. Tilhængerne var som ti ekstra spillere, lød det fra Sergi Roberto.
Tilskuerne på Camp Nou så nærmest målløse ud, mens de hoppede og dansede efter Robertos vitale scoring.
- Jeg tror ikke, at nogen havde troet på det her. Det var imponerende at se spillernes engagement, selv om Paris fik reduceret. Spillerne var exceptionelle på alle måder, sagde Luis Enrique.
I skyggen af Barcelonas pragtpræstation lykkedes det tyske Borussia Dortmund at lave et andet comeback i den samtidige kamp.
Dortmund var bagud 0-1 efter den første kamp mod Benfica, men vandt returkampen på hjemmebane med hele 4-0.
/ritzau/