Champions League

Atlético har taget på Real inden CL-brag

Fire sejre og to uafgjorte i seks kampe lyder Atlético Madrids flotte høst mod Real Madrid i denne sæson, inden lokalrivalerne tørner sammen i Champions League

Offentliggjort

Målt på langt de fleste parametre er Real Madrid storebror i rivaliseringen med Atlético Madrid.

32-10 lyder statistikken i Reals favør målt på spanske mesterskaber. Og når det kommer til titler i Europas største klubturnering Champions League - Mesterholdenes turnering indtil 1992 - fører Real 10-0.

Alligevel har Atlético overhånden, når de to klubber tirsdag mødes i den første af to kvartfinaler i Champions League - en gentagelse af sidste sæsons finale, som Real vandt efter forlængelse. I hvert fald hvad angår de seneste indbyrdes møder.

Dem har der været seks af, siden Real for knap et år siden vandt Champions League-trofæet foran snuden på Atlético, der ellers førte finalen indtil den ordinære kamps tillægstid. Atlético har vundet fire og spillet to uafgjorte i en sæson, der hidtil har talt to ligamøder, to i den spanske Super Cup samt to i pokalturneringen.

Læs: Real Madrid møder Atlético Madrid i CL-kvartfinalen

Særligt i det seneste møde i ligaen blev Real udstillet. På hjemmebane for to måneder siden vandt Atlético 4-0. Det har gjort ondt i Real lige siden.

Atlético Madrid-angriberen Fernando Torres nævner træner Diego Simeone som den væsentligste årsag til, at holdet har fået så godt et tag på Real og kan dyste mod de bedste på den europæiske scene.

Tirsdagens kvartfinaler, der også tæller Juventus-Monaco, begynder klokken 16.45. vestgrønlandsk tid.

Powered by Labrador CMS