Årets GM-spiller: Havde ikke forventet at få prisen
Spilleren for mesterholdet B-67, Patrick Otiri Frederiksen, blev kåret som bedste spiller ved grønlandsmesterskaberne i fodbold
Sermitsiaq.AG har talt med den 24-årige Patrick Otiri Frederiksen, der blev kåret som den bedste spiller ved grønlandsmesterskaberne i fodbold.
Han blev grønlandsmester med B-67 søndag efter finalesejren over Nagdlunguak' med 2-0.
Træning gennem hele året
- Vi har arbejdet hårdt for at genvinde titlen efter vores sølvmedalje sidste år. Vi har sammen trænet meget i det seneste år, hvor vi har tilbragt masser af timer på træningsbanen og derudover været på fitnesscentret, hvor vi har arbejdet med vores fysik og kondition, siger Patrick Otiri Frederiksen, der spiller på den defensive midtbane hos B-67.
Han er fint tilfreds med sin præstation under mesterskaberne.
- Jeg ville være en del af de udvalgte på GM-holdet, før det hele startede, og var opsat på at ville vinde GM-titlen. Jeg føler, at jeg har bidraget meget i vores spil under GM. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg ville blive valgt som årets spiller, da der jo er masser af gode spillere. Jeg var overrasket over, at jeg blev valgt som årets spiller, og jeg er beæret over det, fortæller han, der scorede tre mål ved GM.
Klar til flere mesterskaber
Derfor er han opsat på at genvinde GM-titlen til næste år.
- Det har været et uforglemmelig GM, og jeg tror ikke, at vi har spillet bedre. Vi har en fantastisk sammenhold, og er opsatte på at forbedre os. Vores nu tidligere træner, Tekle Ghebrelul, satte store krav til os med fokus på disciplin og sundhed, samtidigt med at vi skulle vise respekt for vore modstandere. For eksempel har vi holdt styr på vores kost, og vi har holdt os væk fra alkohol, rygning og sukker, fremhæver han.
- Jeg vil gerne blive lederen på holdet. Jeg håber, at jeg én dag bliver anfører, og at jeg sammen med holdet kan udvikle mig yderligere, lyder det fra Patrick Otiri Frederiksen, der nu har tre mesterskaber i udendørsfodbold og en guldmedalje i futsal.