Akutaaneq og Vejle rejste sig

Efter sejren torsdag aften i Otterup er Vejle i spidsen af den danske 1. division i håndbold for mænd

Otterups offensive forsvar resulterede i mange hårde dueller. Her er Akutaaneq Kreutzmann i aktion. Foto: Knud Fl. Larsen
Offentliggjort

Det holdt hårdt for favoritterne fra Vejle Håndbold i opgøret mod oprykkerne i Otterup, inden de kunne hive en lille 24-23-sejr hjem.

Otterups i perioder meget offensive forsvar drillede Vejles normalt meget sikre bagkæde, hvor Akutaaneq Kreutzmann plejer at indtage en af hovedrollerne. Vejle-spillerne stressede og smed mange bolde væk og kom i begyndelsen af kampen bagud 4-9. Fik dog inden halvleg arbejdet sig tilbage i kampen og var ved pausen foran med et enkelt mål 13-12.

Akutaaneq ikke på måltavlen
Anden halvleg var meget lige. Først i slutningen af kampen trak Vejle Håndbold fra og bragte sig i front med tre mål. De sidste minutter blev en meget intens og spændende affære, hvor de godt 400 tilskuere fik fuld valuta for pengene. Vejle Håndbold sikrede sig de to point trods to Otterup reduceringer og vandt 24-23.

Akutaaneq Kreutzmann havde kampen igennem store problemer med Otterups tætte markeringer og måtte for en sjælden gang gå fra banen uden at komme på måltavlen.

Vejle Håndbold kan nu glæde sig over førstepladsen i rækken med et point mere end GOG. Det er dog for en kamp mere. GOG spiller fredag aften hjemme mod bundholdet HIK og vil med den forventede sejr være tilbage på førstepladsen.

Powered by Labrador CMS