dansk håndbold
Akutaaneq Kreutzmann lyste igen op
Akutaaneq Kreutzmann blev topscorer for GOG onsdag aften
I kampene mellem SønderjyskE og GOG er der garanti for intens fight i samtlige kampens 60 minutter, og der er som regel også garanti for en utrolig spændende afslutning.
Sådan var det, da GOG på hjemmebane i efteråret tabte med et enkelt mål, og sådan var det også onsdag aften i en fantastisk kulisse i Broager Sparekasse Skansen Arena i Sønderborg. Der var helt fyldt med næsten 2200 meget medlevende og meget entusiastiske tilskuer, som virkelig forsøgte at bære hjemmeholdet frem til en sejr.
De to hold fulgtes af igennem det meste af kampen. 14-14 ved pausen. I midten af 2. halvleg får SønderjyskE tilkæmpet sig et forspring på tre mål. GOG'erne havde dog ikke tænkt sig at give op. Blandt andet takket være en meget velspillende Akutaaneq Kreutzmann kommer fynboerne tilbage i kampen.
Kommer foran i det sidste minut med 29-28. Med 40 sekunder igen smider cheftræner Jakob Larsen timeout-kortet. Det sidste træk bliver aftalt og som planlagt, kommer GOG til en afslutning. På højrefløj får normalt meget træfsikre Kasper Kildelund en 100 procent chance for at at bringe stillingen op på 30-28. Desvære går det ikke altid som planlagt.
Den store mulighed bliver brændt og i stedet kommer SønderjyskE i angreb og scorer i det allersidste sekund til slutstillingen 29-29.
Tilfreds cheftræner - trods alt
Cheftræner Jakob Larsen var tilfreds med det ene point, selv om begge point med lidt held kunne være kommet med hjem til Fyn:
- Vi skal huske på, at vi i 2. halvleg var bagefter med tre mål. Vi skal også huske på, at vi stadigvæk er et oprykkerhold og stadigvæk mangler den berømte kynisme i de sidste afgørende sekunder, for selvfølgelig skal SønderjyskE ikke havde lov til at score i det sidste sekund. De skal stoppes, inden de får mulighed for at afslutte. Og så er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at Akutaaneq Kreutzmann spillede, som han gjorde i dag.
Akutaaneq Kreutzmann tog ansvar i flere pressede perioder og scorede seks flotte og meget afgørende mål og var en evig uro for modstanderne, når han var på banen.
GOG spiller allerede igen på fredag, hvor Aarhus Håndbold kommer på besøg i GOG Arena. TV-kanalen TV3 Sport sender kampen direkte.
Stort program i Håndboldligaen
Udover kampen mellem SønderjyskE og GOG blev der onsdag aften spillet fem andre kampe. Mønstret med at alle slår alle fortsætter. I går vandt for eksempel bundholdet Skive FH på udebane over Skanderborg, som for to runder siden vandt over GOG.
Angutimmarik Kreutzmann og Nordsjælland Håndbold var også i kamp. Nordsjællænderne tabte i Aalborg med hele 31-20. Angutimmarik Kreutzmann scorede tre mål.