Agent: Glad Eriksen værdsætter varme tanker fra hele verden
Christian Eriksens agent og ven fortæller, at danskeren glæder sig til at heppe på holdkammerater mod Belgien.
Christian Eriksen har det bedre, men ønsker at finde ud af, hvad der skete, da han kollapsede.
Det har han sagt til sin agent og ven Martin Schoots, der udtaler sig til mandagsudgaven af den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport.
Til avisen fortæller Schoots, at han søndag morgen havde en samtale med Eriksen, hvor danskeren spøgte og lod til at have det godt, men at han endnu afventer undersøgelser fra lægerne på Rigshospitalet.
Agenten fortæller videre, at han har taget imod henvendelser fra nær og fjern om Eriksen, som har sin familie omkring sig.
Beskederne har ifølge agentens udtalelser varmet Eriksen, som skulle være glad, da alle beskederne har givet ham en forståelse af, hvor meget kærlighed han har omkring sig.
Danskeren ventes at forblive nogle dage under observation.
Han ser ifølge agenten frem til at heppe på sine holdkammerater mod Belgien torsdag dansk tid.
Eriksen faldt om kort før pausen i EM-kampen lørdag aften mod Finland i Parken.
Efter at have modtaget hjertemassage på banen blev han båret ud omkranset af hvide lagner og efterfølgende fragtet til Rigshospitalet i en ambulance.
Landsholdets læge, Morten Boesen, har bekræftet, at der var tale om et hjertestop, men ikke sagt noget om, hvorfor Eriksen fik hjertestop.
På et pressemøde søndag eftermiddag fortalte landstræner Kasper Hjulmand, at Eriksen fra hospitalssengen sagde til de danske landsholdsspillere, at det var hans ønske, at de fortsætter med at spille ved EM.
- Vi fik talt med ham her til morgen (søndag, red.) alle sammen, og vi så på skærmen hans smil, sagde Hjulmand.
- Så siger han. "Hvordan har I det? Jeg tror, I har det værre, end jeg har. Jeg føler, jeg skal ud og træne nu".
- Det er typisk Christian at tænke på andre end sig selv.
/ritzau/