marathon
176 til marathon i Kangerlussuaq
Deltagere fra blandt andet Storbritannien vandt Polar Circle Marathon
Løbere fra alle verdens beboede kontinenter stillede i weekenden op til den 13. udgave af Grønlands mest populære maraton blandt internationale løbere, Polar Circle Marathon.
Benedict John Osborne fra Storbritannien kom først i mål i herrernes løb i tiden 3:38:43, mens danske Charlotte Hvid Olavsgaard kom først i mål i kvindernes løb i tiden 4:25:51.
Se løbsresultater i højre spalte.
Alt udsolgt
Arrangøren, Albatros Adventure Marathon, kunne melde alt udsolgt med 176 tilmeldte løbere, og arrangementet lagde således beslag på alle overnatningsfaciliteter i Kangerlussuaq.
De første kilometer af ruten foregik på Indlandsisen.
To løb
79 løbere havde tilmeldt det fulde maraton lørdag og halvmaratonen dagen efter – en kombination, som kaldes ’the Polar Bear Challenge’.
Løbsbegivenheden i Grønland er en direkte udløber af Albatros’ Great Wall Marathon i Beijing, som lagde kimen til Albatros Adventure Marathons, der nu består af fem løb rundt om i verden, blandt andet også i Sydafrika og Jordan.
I Kangerlussuaq var endvidere over 25 udenlandske deltagere også på plads som rejseledere, løbsledere, læger, tilskuere, fotografer foruden Albatros Arctic Circle-ansatte (tidl. World of Greenland Arctic Circle), hvis direktør, Jørgen Larsen fortæller:
- Vi er rigtig glade for at være partner i det her løb og få al logistikken til at fungere. Kangerlussuaq er perfekt til den her slags events og det flugter fuldt ud med vores øvrige ambitioner om fortsat at udvikle Kangerlussuaq til et af de førende adventure-rejsemål i Grønland, pointerer han i en pressemeddelelse.
Sydafrika og Gibraltar
Løberne kommer i år, udover en lille håndfuld tilmeldte fra Grønland, fra Antigua & Barbuda, Australien, Belgien, Brasilien, Canada, Danmark, Frankrig, Gibraltar, Holland, Italien, Kina, Mexico, New Zealand, Norge, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige, Swaziland, Sydafrika, Tjekkiet, Tyskland, USA og Østrig.