sociale medier

Zuckerbergs nytårsforsæt er at stoppe misbrug af Facebook

Hvert år kommer Facebooks topchef, Mark Zuckerberg, med et nytårsforsæt. I år er det at fikse Facebook.

Her ses Facebooks administrerende direktør Mark Zuckerberg, der igen i år kommer med et nytårsforsæt
Offentliggjort

Nytårsforsæt er for mange lig med flere grøntsager og mere motion.

Men for Facebook-topchef Mark Zuckerberg handler 2018 om at fortsætte med at gøre sit arbejde og fikse de problemer, som han indrømmer, Facebook har i øjeblikket.

Det skriver han i et årligt nytårsindlæg på Facebook.

- Det lyder måske ikke som en personlig udfordring, men jeg tror, jeg vil lære mere ved at fokusere intensivt på problemerne end at gøre noget helt anderledes, skriver han.

Zuckerberg nævner, at han vil arbejde på at beskytte facebookbrugere mod misbrug og forhindre, at stater misbruger Facebook.

Han tilføjer, at han ikke kan forebygge alle former for misbrug, men at "Facebook i øjeblikket laver for mange fejl".

Tidligere år har Mark Zuckerberg lanceret langt mere personlige nytårsforsætter i sit årlige indlæg.

Blandt andet at han skulle bære slips hver dag, lære sig selv at tale mandarin og kun spise kød, hvis han selv havde dræbt dyret.

Sidste år besøgte han alle de stater i USA, som han ikke før havde besøgt.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS