Fremtidsmusik

Zuckerberg vil forbinde milliarder med soldrevne droner

Facebooks stifter vil bruge droner og soldrevne fly til at skabe fremtidens internetforbindelse.

Offentliggjort

En soldrevet drone fra internetgiganten Facebook har fuldført en testflyvning i Arizona, efter at en tidligere flyvning endte i et styrt.

Intentionen med dronen er, at den en dag vil kunne give internet til milliarder af mennesker.

Ifølge Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, skal dronen, der er blevet døbt Aquila, på sigt bidrage til, at de fire milliarder mennesker, der i dag lever uden internet, skal have mulighed for at blive opkoblet.

- Når Aquila er klar, vil der være en flåde af soldrevne fly, der vil skabe internetforbindelse på tværs af verden, skrev Mark Zuckerberg torsdag i en Facebookopdatering.

Dronens anden flyvning fandt sted i maj i Yuma Proving Ground, skriver avisen Yuma Sun.

Dronen var udstyret med flere sensorer, nye spoilere og en ny slags propeller, så flyet havde nemmere ved at lande efter styrtet i december.

Dronen var i luften i en time og 46 minutter og nåede op i 910 meters højde.

Dronen vejer omkring 450 kilo og har et større vingefang end en Boeing 747.

Den flyves hovedsageligt med autopilot, men visse tekniske manøvrer kræver, at den manuelt bliver styret fra jorden.

- Ingen har før formået at bygge et ubemandet fly, der kan flyve i flere måneder ad gangen, så alle detaljer skal være på plads, skriver Mark Zuckerberg.

Powered by Labrador CMS